Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

For 5 år siden !!

SofiePosted by Christina Thu, February 09, 2012 20:23:40

Så blev det d. 9. feb igen og som jeg skrev i går så er det stadig en sorgens dag, men på nogle punkter også "blot" en dag. Det er faktisk mere datoen der fylder end dagen, den er blot mere eftertænksom.

Jeg har modtaget mange smsér, der er tændt lys på mindet og i flere af jeres stuer, tak for det. Tak for jeres tanker og omsorg her 5 år efter.

Min dag var som mange andre torsdage, den stod på mor/barn gymnastik i morges hvorefter jeg tog hjem til min Mor. Her afleverede jeg en sovende Clara, trak i løbetøjet og begav mig ud på min løbetur med Sofie. Den gik, som planlagt ud i skoven til vandrehjemmet, hvor tankerne blev sendt knap 5 år tilbage til vores dejlige bryllup og endte hos Sofie på bænken. Der var koldt, men Sofie havde på hele løbeturen holdt mine kinder varme med de dejligste solstråler :)

Jeg nød turen, nød minderne, lod tårene trille og tankene få frit løb. Måske en ny tradition, med sådan en mor/datter løbetur? Jeg havde musik i ørene, Rasmus Seebach, som blev blandede mellem alle hans numre. Da jeg sætter mig på bænken hos Sofie starter "Nangijala" - Det var smukt, tilfældigt og hårdt på samme tid. Men der sad jeg, på den iskolde bænk og sang til Sofie:

NANGIJALA:

Jeg ved at du er bange for mørket, så jeg lader lyset stå tændt,
Sætter døren på klem, jeg holder vagt ved dit værelse,
Du siger at det er lidt uhyggeligt, og det kan jeg godt forstå,
Men lad mig nu fortælle dig, om der hvor vi skal hen, min ven

Jeg ved at der et sted over skyer, hvor titusinde børn og sjove dyr,
Og sommernætter fuld af eventyr venter på dig, venter på dig,
Du når slet ik' at savne mig, for alt blir' leg,
Og en dag når du hører det banker, så står jeg i døren
Og så kan du ta' mig med ud at se,
Nangijala, Nangijala

Selvom du sommertider glemmer det, er du så stor og stærk,
Meget stærkere end mig, hvor mon du har dit mod fra,
Alting bliver så stille nu, og du lukker øjnene i,
Månen viser vej og stjernerne tager dig med, afsted

Jeg ved at der et sted over skyer, hvor titusinde børn og sjove dyr,
Og sommernætter fuld af eventyr venter på dig, venter på dig,
Du når slet ik' at savne mig, for alt blir' leg,
Og en dag når du hører det banker, står jeg i døren
Og så kan du ta' mig med ud at se,
Nangijala, Nangijala

Nangijala

Jeg ved at du er bange for mørket, så jeg lader lyset stå tændt,
Sætter døren på klem, jeg holder vagt ved dit værelse

Jeg ved at der et sted over skyer, hvor titusinde børn og sjove dyr,
Og sommernætter fuld af eventyr venter på dig, venter på dig,
Du når slet ik' at savne mig, for alt blir' leg,
Og en dag når du hører det banker, så står jeg i døren
Og så kan du ta' mig med ud at se,
Nangijala, Nangijala

Det gjorde ondt, men også godt, godt at tænke på, at i himlen er tiden ikke eksisterende, så lige pludselig, midt i leg, så er jeg hos hende og vi skal igen være sammen. Det er en dejlig og beroligende tanke, når nu vi en dag ikke længere skal leve her på jorden :)

Jeg lovede jer billeder fra hendes have i dag <3

Jeg tændte 5 lys i haven, et for hvert år, men mest et for hvert af os i familien Høy Olrik <3

Nu er der endnu et år til denne mærkedag, men der går ikke mere end et par dage, inden min næste løbetur igen er med Sofie !!

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post340

Dagen før dagen.

SofiePosted by Christina Wed, February 08, 2012 21:10:10

I morgen skriver vi endnu engang d 9/2, nu blot efterfulgt af et 2012 - tænk 5 år er gået siden den værste dag i mit liv og jeg er her endnu.

Vi er her, vi fungerer, har det godt, trives og nyder at være en familie, men det er stadig og vil nok altid være, på trods. Denne "på trods" har blot fundet en plads i hverdagen, i stresset og i hjertet. For vi er jo glade, griner, føler lykke og elsker vores liv, men kærligheden til livet vil altid være med det lille tvist, at hvis bare Sofie havde været her, så ville alt have være anderledes.....

Ja for det er jo sandheden, vores liv ville have været anderledes. Sofie ville have gået i skole med de udfordringer det ville have budt os, Emil ville have kendt sin søster og Clara.....hmm ja hun ville også have været her. Så er det slået fast!!

Men hverdagen er jo fyldt med hverdagsting, som alle børnefamilier kender det og når vi nu er "fungerende" med 2 børn, ja så kræver det jo endnu mere logistik, når alles behov skal dækkes.

Jeg kommer ikke så meget på kirkegården som jeg gerne ville, men hvorfor ikke, det er jo blot en prioritering ikke sandt. Jo men alt er jo en prioritering. At være sammen med Clara, at hente Emil, at hygge sammen som familie, at komme ud og løbe osv. Og så er det jo sådan, som skrevet mange gange før; at Sofie ikke kalder på mig, ikke hiver mig i buksebenet for at få min opmærksomhed, nej hun kræver mig ikke fysisk. Hun er i mine tanker, i mine minder, ja faktisk er hun i hele min krop. Hun er i hjertet, men også i mine lunger, mine knogler, i blodet der bare suser rundt, overalt og derfor prioriterer jeg hende fuldt ud. Uden hende ville jeg ikke kunne mærke mig selv, så tak for det Sofie, tak fordi du er med på alle mine løbeture, tak fordi du er med i mine tanker mange gange om dagen, tak fordi du gør opmærksom på dig selv ved nogen gange at tage pusten fra mig, stikke i mit hjerte, smerte mig helt ind i mine knogler og på den måde lade mig vide at du ALTID vil være med mig.

Jeg nyder selvfølgelig ikke smerten der er forbundet med sorgen og savnet af dig, men jeg har valgt at leve med den kroniske smerte, som på ingen måde kan medicineres. Men smerten resulterer altid i et smil og en varm følelse, der får mig til at lægge hovedet lidt på skrå og mindes min skønne første prinsesse.

I morgen er sådan en lidt skæv dag, men det er nok ikke mange udefra der vil lægge mærke til det - jeg er måske lidt mere stille, eftertænksom og mut. Øjnene bliver hurtigere blanke og klumpen der får halsen til at snørre sammen så man næsten føler sig kvalt, kommer oftere på denne dag, men ellers er det jo blot en dag, efterfulgt af endnu en.....

Jeg tændte lys på gravstedet i går, velvidende at de brænder ud i morgen ved 13 tiden, så inden da er jeg der igen, for netop d. 9. feb skal lysene brænde alle 24 timer!! Jeg skal ud at løbe i morgen, mest fordi Sofie og jeg så får vores helt egen unikke tid sammen. Jeg tror jeg løber ud i skoven, til vandrehjemmet hvor vi holdt vores bryllup, sender tankerne op til skyerne, lader tårerne få frit løb og jeg vil nyde hver en solstråle der rammer min kind på denne smukke frostkolde dag. Jeg ved, at lige netop i morgen er alle solstrålerne tænkt som en hilsen fra Sofie til os og kan der sendes større kærlighedserklæring fra himlen -jeg tror det ikke?!

Jeg vil slutte min løbetur i Sofies have, sætte mig på bænken, mindes, savne og glædes over at jeg fik lov at have hende. Jeg fik lov at blive mor til en skøn, smuk og livsglad pige og den stolthed kan aldrig tages fra mig. Jeg vil tage et billede når jeg sidder der på bænken i morgen - og lægge her på bloggen, måske I så også kan mærke kærligheden og varmen der følger med - trods bidende kulde, sne og istapper ;)

Så...

Kære sofie.

Jeg glæder mig til mor-datter tid med dig i morgen (på trods af omstændighederne for dagen), jeg glæder mig til at løbe med dig, til at nyde dine solståler, tænde dine lys og størst af alt, til at mærke varmen i hele min krop, når jeg mindes hvor dejlig og vidunderlig en pige du var.

Jeg elsker dig, højere end højt (som Emil siger).

Kys i panden fra Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post339

Sorrggruppe i december.

SofiePosted by Christina Wed, December 15, 2010 11:39:01

Sidder i toget på vej hjem fra endnu et møde i sorggruppen og føler at jeg må skrive endnu et indlæg på bloggen omkring sorg, julehygge og ikke mindst savn.

Hvad er en sorggruppe egentlig tænker jeg….en gruppe hvori man sørger, eller en gruppe man bliver "puttet i", som med en mødregruppe, bare med modsatte fortegn? Vi har ikke børn på samme alder som vi snakker soverytme, skemad og bleskift om. Vi har mistet børn på ca. samme tid. Og vi taler det samme sprog, vi drøfter glæder, savn, oplevelser, både dem vi havde med de små, og dem vi har efter de er døde. Vi er blevet venner, venner som forstår og føler med hinanden. Venner der kan mærke de dybe jag i hjertet, klumpen i halsen og tårerne der presser på. Venner som også oplever at dagen pludselig bliver trist og uoverskuelig, fordi man bliver ramt at sorgen. Venner man har for livet, men som man egentlig helst ikke ville have mødt, for omstændighederne for venskabets opståen ville jeg gerne være foruden. Men de er mine venner, Sofies venner.

Min computer kender ikke ordet sorggruppe – er det fordi det i princippet ikke burde findes, eller fordi der (heldigvis) ikke er så mange der har brug for en sorggruppe? Jeg har uden tvivl brug for min, for her kan jeg få forstående nik og bekræftende medfølelse, når jeg fortæller at julen er svær, stemningen er langt væk og at det er hårdt at finde den frem, men at vi gør det. Vi gør det fordi vi bliver nødt til det, vi har andre børn der har krav på julen med alle de traditioner og glæder den indebærer. Så må vi tage os sammen og være med. Men nogle dage har jeg mere lyst til bare at sidde på bænken hos Sofie og kigge på hendes billede, tænke at sneen ligger som en tryg dyne over graven og beskytter hende. Kigge på billeder fra den korte tid vi nåede at have hende, blive ked af det når jeg synes det hele er snyd. For det er snyd. Livet har snydt mig for at have min lille pige hos mig. Frataget mig retten og muligheden for, nogensinde at tage et fællesbillede af mine børn. Aldrig at kunne sige, ja vi kommer alle sammen, for det gør vi jo ikke. Sofie vil aldrig være med, hun vil kun deltage igennem Søren og jeg – siddende i vores hjerter og vores tanker.

Men bliver det ved at være lige hårdt hver jul. På sin vis ja, for hvert år er det som om, at tingene falder mere på plads. Som om Sofie vokser i mit hjerte, dermed fylder hun mere, men hun gror også mere fast. Så fast at jeg ved hun altid vil være der, at hun aldrig forsvinder og aldrig få en mindre plads. Mange af vores juletraditioner inkluderer hende og det gør til tider ondt, men det er oftest med glæde i hjertet at jeg tager hul på den del af julen der indebærer Sofie….

Glædelig jul til jer alle, store som små og en særlig tanke til englene….

God jul Sofie - jeg elsker dig!

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post320

Her er resultatet fra min aften med Kirstine, journalist studerende.

SofiePosted by Christina Sun, December 05, 2010 12:11:46

Uforbeholden kærlighed dør aldrig

Døden skiller ikke forældre fra deres børn. Kærligheden til et dødt barn lever videre, hvilket Christina Høy Olrik også mærker, efter hende og hendes mand mistede deres datter, Sofie. Sofie var kun et år, da hun døde.

Af Kirstine Jakobsen

For cirka fire år siden mistede Christina Høy Olrik og hendes mand deres datter, Sofie, på grund af vuggedød. Det vigtigste de kunne give deres Sofie var kærligheden. Den uforbeholdne kærlighed som fylder kroppen på en varm og fantastisk måde, den kærlighed der gør, at alt andet bliver mindre vigtigt og den kærlighed, som kun findes til egne børn. Da Sofie blev født, blev denne kærlighed forankret hos Christina og hendes mand.

Christina bor i dag sammen med hendes mand, og deres to et halvt år gamle søn, Emil. De bor i et helt almindeligt parcelhus. Ude fra kan man ikke se, at her er en familie på fire.

Dagen ingen forventer

Sofie var næsten lige startet i vuggestue, den dag hvor hun dør. Den dag havde Christina og hendes mand mulighed for både at aflevere og hente Sofie sammen. De tre havde en stille og rolig eftermiddag, hvor de ikke skulle nå noget – de var bare sammen. Om aftenen tog de ud til svigerinden, hendes mand og deres børn. Børnene legede, dansede og hyggede sammen. De blev puttet, og Sofie blev også lagt til at sove. I stuen hyggede forældrene videre med en video.

Da de senere på aftenen skulle hjem, forsøger Christina at vække Sofie. Men hun trækker ikke vejret. Christina forsøger selv at genoplive hende. Der er panik. Falckredderne kommer og overtager, og de bliver kørt ind på sygehuset. Men Sofie er død. Alle undersøgelser og blodprøver ved obduktionen pegede på , at hun var død af vuggedød. Sovet stille og udramatisk ind.

Christina er fysisk ikke stor, men hendes stemme fylder stuen op. Hendes øjne er fortællende og hendes arme peger og beskriver, så man ikke er i tvivl om, hvordan det var. Når hun fortæller hendes historie, er hun ikke længere nærværende i rummet. Hun befinder sig der, hvor hendes liv væltede.

Det tankevækkende liv med Sofie

Dagene efter Sofies død, var Christina og hendes mand i chok. De kunne hverken spise eller sove. Livet gjorde ondt. Deres hjem var blevet tomt og stille. Efter et par måneder var de begge to tilbage på arbejde. Men det er svært at forcere sorgen væk, hvilket de godt vidste. Christina startede ikke på fuld tid, men på trods af det, var der dage, hvor hun alligevel ikke mødte.

”Vi kalder det Sofie-dage, og jeg har taget mange Sofie-dage, så mange, at det ikke kan tælles på en hånd”

Der er nemt at se, Sofie stadig er en stor del af deres liv og kærlighed. På køleskabet i køkkenet hænger der billeder både af Sofie og Emil. På væggene hænger der ”mor, far og barn” billeder i sort hvid. Tre med Sofie og tre med Emil. Smukke billeder med glade børn og tilfredse forældre.

Det var vigtigt for både Christina og hendes mand at gøre familie og omgangskreds klar på, at de stadigvæk ville betragtes som forældre. Selvom de havde mistet Sofie. Det var vigtigt, at de ikke blev isoleret fra de venner, som havde børn, men stadigvæk kunne deltage som Sofies forældre.

For Christina fyldte kærligheden helt enormt. En mor-kærlighed hun ikke kunne komme af med. Selvom hun sad og nussede et barn, var det ikke hendes barn, og hun kunne ikke komme af med den kærlige mor omsorg. En omsorg der fyldte kroppen.

Kærligheden skaber bånd

Livet har ændret sig. Nu har de også Emil, der kræver dem. Sofie står ikke fysisk, og kræver deres opmærksomhed eller kærlighed. Men hun bliver stadigvæk husket og fejret. Til fødselsdage sender de balloner og fyrværkeri. På mors og fars dage spiser de is ved hendes grav. Til jul stiller de bamser på graven. De har mange traditioner, og de holder fast i dem. Det er vigtigt for dem at vise og håndgribelig gøre den kærlighed, der er til Sofie.

For Christina er det vigtigt, at familie og venner også husker Sofie. Og hun nyder det, når hun kan se billeder i vennernes hjem af Sofie, eller ser sangen fra begravelsen stadig hænger på familiemedlemmernes køleskabe. Men alligevel er der enkelte, der glemmer det.

”Jeg ved godt, at livet er gået videre for folk. Men jeg bliver ked af det, når de glemmer at skrive hende med på julekortet. Jeg ved også godt, at de ikke gør det i ond vilje. Men jeg bliver altså ked af det”.

I det ene hjørne af stuen er der indrettet en legekrog til Emil. Henne over legehjørnet hænger billeder af både Emil og Sofie. De ligner hinanden, men man kan fint se, hvem der er hvem. De ser begge frække og glade ud. Det er tydeligt at se, at de føler sig trygge og godt tilpas. En tryghed og et selvværd der kommer af den kærlighed, de to børn vokser af – kærligheden fra deres forældre. Emil kommer aldrig til at møde sin storesøster, men han hører om hende dagligt. Han siger selv, at hun sidder oppe på stjernerne.

”Sofie lever igennem os, og forhåbentligt kommer hun også til at leve gennem Emil og nye søskende. De har aldrig kendt hende, men vi kan give dem en oplevelse af hende”

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post319

Et interview.

SofiePosted by Christina Fri, November 26, 2010 09:30:07

Sidder med en kop te og har tændt computeren. Det er fredag morgen, jeg har lige afleveret Emil i dagplejen, har fri i dag og skal til Århus med min søster og købe lidt julegaver.

I min mail inbox ligger en mail fra Kirstine, hun er journalist studerende i Århus. I onsdags var hun her hjemme hos mig og lave et interview omkring det at miste et barn og livet derefter. Jeg havde mine betænkeligheder inden jeg sagde ja, men efter at have talt med hende i telefonen var jeg ikke i tvivl om at, hende ville jeg gerne give en del af min historie til.

Og nu sidder jeg så her ved computeren og læser hendes foreløbig artikel igennem. Jeg var spændt og en smule nervøs, da jeg åbnede filen, for hvilken vinkel havde hun valgt, og hvad ville hun mon vægte høj i sin artikel, for det er jo hendes oplevelse af min fortælling.

Men overskriften ramte mig prompte….. ”Uforbeholden kærlighed dør aldrig”.

Det var en god artikel som beskriver den vinkel af vores liv, der handler om at takle kærligheden til et dødt barn og videregive den følelse til vores andre børn. Jeg vil gerne give jer muligheden for at læse artiklen, men det kan først blive senere, når Kirstine har afleveret den og hvis hun siger god for at jeg må dele den med jer, alle mine læsere, så I må have tålmodighed og vente i spænding.

At give sådan et interview er jo noget helt nyt og fremmet for mig, men jeg synes det gik fint. I starten tænkte jeg meget over at der lå en diktafon og optog alt hvad jeg sagde. Men da jeg først var startet min fortælling glemte jeg alt om den. Først 4 timer 20 min senere da hun slukkede den, kom den ind i min bevidsthed igen. Det var interessant at give et interview, at fortælle min historie, for jeg kender den jo, men at sidde og fortælle den overfor et helt fremmet menneske, som jeg kun kender ud fra 20 min telefonsamtale, og som næste dag stod i mit køkken, var også på en måde grænseoverskridende. Det var hårdt og de blev grædt på begge sider af bordet, men det var også godt. Det var godt for mig endnu engang at fortælle om Sofie, om hvad der skete, samt om hvordan det går nu. Kirstine kendte ikke historien hun ønskede at høre den fra mig, så det var hele historien jeg skulle gennemleve!!

Nu sidder jeg så her og skriver på bloggen, for havde pludselig en masse der bare skulle siges med det samme. Nu vil jeg ringe til Kirstine og sige hende tusind tak for at kunne fortælle min, vores og Sofies historie så flot og gribende, når hun kun må skrive 5000 tegn.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post317

Sorgens plads?

SofiePosted by Christina Tue, October 12, 2010 13:42:14

Så sidder jeg her i toget og nyder godt af teknologiens udvikling, da jeg kan være på nettet og surfe rundt. Skønt og også smart at det kan lade sig gøre. Jeg ved jo godt, at alle andre siger, ”ja Christina, det har man kunnet længe, det er altså overhovedet ikke nyt”. Men for mig er det nyt, jeg plejer jo at have Emil med når jeg tager denne togtur til Kbh. og så er der ikke tid til at være på nettet og for den sags skyld heller ikke plads til computeren i bagagen.

Nu sidder jeg altså her, alene, men ikke forladt – jeg har ferie i den næste uge og har valgt at tage 4 dage til Kbh. alene, uden Søren og uden Emil, bare mig, mig, mig. Jeg trænger til bare, at være og gøre noget for mig selv og hvad er så bedre end en miniferie i Kbh., hvor jeg kan være sammen med mange af veninderne. Jeg tænker faktisk, at det burde være en menneskeret, at tage alene af sted. Det er vi egentlig ret gode til det hjemme hos os, Søren tager af sted med kammeraterne, oftest på golf-og fodboldturer og jeg daffer oftest til København eller nordjylland. Men for mig er dette jo ikke blot en tur til Kbh. for at se tøserne, det er også for at være sammen med sorggruppen.

Og hvordan står det så til med Sofie, sorggruppen, processerne og mine følelser? Det er svært at sige og det kræver at arret endnu engang bliver spaltet, med den risiko det nu indebærer. Men jeg vover og kaster mig ud i det – har jo trygheden i, at skal mødes med sorggruppen i aften, så der kan jeg vel blive samlet op om nødvendigt.

Jeg savner hende stadig så det gør ondt helt ind i knoglerne, jeg får stadig ondt i mit hjerte, af de stik det giver når jeg fortæller om hende til ”nye” mennesker, jeg kan stadig ikke forstå hvorfor min lille, skønne, smukke Prinsesse ikke skulle få lov at opleve alt det Emil nu oplever og jeg får stadig blanke øjne og tårer trillende ned af min kind, når jeg sidder her ved computeren og mærker efter hvordan jeg har det.

Jeg vil jo altid have det sådan her, jeg ved at det altid gør ondt helt ind i mine knogler, at mit hjerte altid vil bløde, at mine øjne altid vil blive blanke når jeg tænker på eller fortæller om hende og jeg ved at jeg aldrig, i hvert fald så længe jeg er på jorden, får svar på, hvorfor min Prinsesse skulle dø. Men jeg ved også at jeg ikke kan stille noget op, jeg kan blot mærke efter, være tro mod mine følelser og prioritere at bruge tid på at være i og komme gennem de forskellige processer, for derved at komme videre i mit nye liv. For det er hvad det er – et nyt liv. Mit liv bliver aldrig som førhen, jeg kommer aldrig mere til at tænke, at livet går som man drømmer om – sådan som jeg tænkte om det, da jeg som barn og ung ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at noget så frygteligt, brutalt, skrækkeligt, opslidende og til tider umenneskelige skulle overkomme mig. Dengang drømte jeg bare uden bekymringer, i dag håber jeg og drømmer selvfølgelig også, men alt er med en snert af frygt for igen at blive ramt af sorgen. Mit nye liv tager udgangspunkt i d 9. feb. 2007 for det var her det startede.

Jeg kan ikke ændre på det der skete den dag, jeg kan ikke få Sofie tilbage i mit liv, jeg kan blot forholde mig til mit nye udgangspunkt og se fremad derfra. Men selvom jeg ved det og nu så småt er nået dertil i min proces, at jeg kan ”acceptere” dette, så vil hun jo altid være med mig. Hun har pladsen i mit hjerte som ingen andre kan komme til, ingen andre kan give mig titlen som ”Mor for første gang” og de følelser der følger med i det, ingen andre kan komme så langt ind i mit hjerte og derved komme med blodet rundt i hele min krop, ingen!!! Mange kommer tæt på, Emil er tættest og min nærmeste familie, stærkt efterfulgt at mine nære venner, men det er kun Sofie der er med hele vejen fra mit hjerte, ned i min storetå, helt op til stjernerne og tilbage til hjertet igen og sådan vil det altid være. Derfor vil hun altid være med mig og derfor vil jeg altid savne hende.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post312

Blomster, lys, mails og mange smsér d 9.feb.

SofiePosted by Christina Thu, February 11, 2010 21:14:27

Kære alle skønne venner og familie.

Tusind tak for jeres omsorg, varme tanker, søde ord og kram d. 9. feb. Det var som jeg skrev på bloggen på dagen, "blot" en dag som alle de andre siden hun døde, men selvom jeg fra morgenstunden og i de første telefonsamtaler synes jeg havde overskud og følelserne og tankerne placeret godt, så væltede jeg alligevel. Måske var det fordi jeg pludselig skrev, de ord jeg havde tænkt og sagt eller også var det fordi I alle sammen var så søde at ringe, skrive og sendes mails og jeg derved blev opmærksom på at I også stadig er mærket af denne dato og vigtigst af alt, at I stadig hunsker hende og tænker på os i den sammenhæng.

Tak er så fattigt et ord, men alligevel er det mit ord til jer alle sammen - tusind tak fordi I er som I er.

Lys nr 2 fra højre er fra Emil. han gik ind på gravstedet, satte lyset, gik ud, vendte sig om imens han vinkede og sagde "Hej hej sfie." Så trillede tårene igen.

Hermed lys fra mindet - I er fantastiske.

Sofie Høy Olrik tanker og kram

til Din Mor, Far, Emil og den øvrige familie på denne svære dag.
Fra

Maria

Tirsdag 9. februar 2010 22:11

Et lys er blevet tændt for:

Sofie Høy Olrik Missing you...

To my most precious little niece Sofie, I miss you! Though our time together was too short, and you were taken from us far too early, I still think of you so often and remember our time together. You are the sweetest little girl with an unforgettable sweet smile. You should know that you warm my heart when I think of you...

Love Uncle Matt

Uncle Matt

Tirsdag 9. februar 2010 21:16

Et lys er blevet tændt for:

Sofie Høy Olrik Hvis tanker gjorde en rigtig forskel

Kære Sofie, ja hvis tanker kunne gøre en rigtig forskel, og ikke blot varmede, så ville verden se helt anderledes ud. Du og dine forældre og lillebror er i manges tanker igen idag. Håber du har det fantastisk, hvor du er, og snart fejrer fastelavn med boller og udklædning og katten af tønden, er sikker på du bliver katte-dronning. 1000 tanker fra Emilie, Allan og Camilla.

Camilla

Tirsdag 9. februar 2010 13:41

Et lys er blevet tændt for:

Sofie Høy Olrik For Sofie

Kære Sofie

Nu tændes der stjerner på himlen blå,
halvmånen løfter sin snabel.
jeg våger, at ikke de slemme mus
skal liste sig op i din snabel
sov sødt, lille jumbo og visselul
nu bliver skoven så dunkel
nu sover tante, den gamle struds
og næsehornet din onkel.

Drøm sødt på din sky, Sofie
Vi tænker på dig og din mor og far

Fra Charlotte

Charlotte Tirsdag 9. februar 2010 13:12

Et lys er blevet tændt for:

Sofie Høy Olrik for Sofie Høy Olrik

Tænder et lys for dig og tænker lidt ekstra i dag - på dig og din dejlige familie. Ved du passer godt på dem alle 3 fra din sky. Tiden går - nu 3 år siden - du minder os om at vi skal huske glæden hver dag :-)
Karina

Karina

Tirsdag 9. februar 2010 10:19

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post288

Solen skinner

SofiePosted by Christina Tue, January 26, 2010 15:49:30

Himlen er blå og solens varme stråler giver mig en fornemmelse af, at det måske snart bliver forår, men det er stadig frost og kulden bider i mine kinder da jeg går op mod kirken. Det er sådan en dag, hvor jeg kunne have smilet ved glæden af solens stråler, den blå himmel og tanken om, at det er min lille Prinsesse der sender mig varme tanker og kærlige kys, men det gør jeg ikke. Jeg smiler ikke, jeg står ved Sofies grav, men mærker ikke den glæde jeg plejer at have når jeg står her. Glæden over at være hos hende både fysisk og i tankerne, men det er her det slutter. Jeg er jo ikke hos hende fysisk, jeg står på en kirkegård, omkring mig er kun en masse små hække, gravsten der fortæller at andre også savner deres familiemedlemmer og intet andet. Jeg kan ikke få den fysiske kontakt som jeg bare har så frygteligt meget brug for, så i dag får solen mig ikke til at smile, men der imod til at græde.

I dag mærker jeg savnet, frustrationer over at dette er for evigt og en afmagt i at kunne slå til. Hvor er det svært at rumme så mange følelser og tanker når ens krop og hoved ikke er større. Det hele vokser, men hylsteret ændre sig ikke - det føles som om jeg eksploderer.....men det gør jeg ikke. I stedet tager jeg en dyb indånding, tørre en tåre væk fra min kind og smiler ved synet af det billede der står ved bænken. Hun har hue og flyverdragt på, og hendes kinder og næse er røde af kulden.Jeg smiler, for jeg synes Emil ligner hende mere og mere, så kommer tårene igen for sådan her skulle det jo ikke have været. Det er vel ikke meningen at jeg altid skal stå her og sammenligne mine børn - jeg burde kunne sætte dem ved siden af hinanden og se på dem. Give dem et kys i panden og fortælle dem, at de er mine guldklumper, mit et og alt og at jeg aldrig vil stoppe med at elske dem, men nej det kommer jeg aldrig til. Jeg kommer aldrig mere til at mærke Sofies arme om min hals, hendes kind mod min eller høre hende sige Mor. Aldrig nogen sinde - hvordan kan det være rimeligt?

Jeg ved godt at I heller ikke synes det er rimeligt, men hvad hjælper det - for nok er det ikke rimeligt, men det er fakta. Der er så mange ting jeg ikke kan se meningen i og jeg kan ikke forstå at jeg som menneske skal opleve noget så ondt som at miste sin lille pige. Jeg skal bære sorgen med mig, i mig og på mig hele mit liv. Ingen kan hjælpe mig, hvorend jeg ved mange af jer gerne ville, men ingen ting, ingen mennesker kan tage sorgen, savnet, frustrtionen og virkeligheden fra mig - den skal jeg leve med og selv bære på resten af livet.

Heldigvis findes der en masse gode redskaber og hjælpemidler i form af professionelle terapeuter som hjælper en til at sorgen og savnet bliver lidt nemmere at bære, men det der hjælper mig allermest er Emil. Han giver mig smil og kys og han lægger sine arme om min hals og siger Moar. Han ligner mere og mere Sofie og i de situationer hvor det er, er det som om hun er hos mig. Han kigger op på stjernene og siger "se", han kigger op i loftet og siger "se" - måske er det fordi Sofie kigger ned til os, måske er det bare noget jeg bilder mig ind, men Emil siger "se" og griner, så noget er der vel? I min verden er det Sofie, for det giver mig en tryghed og glæde at vide, at hun er her ind imellem. At vide at, selvom Emil har en storesøster han ikke ved hvem er og aldrig får muligheden for at møde, så er hun her for ham.

Kære Sofie.

Nu er det snart 3 år siden du lukkede dine øjne for sidste gang, 3 år siden jeg sidst holdte dig i mine arme imens jeg sang "Solen er så rød Mor", men det er ikke mere end 2 dage siden jeg sang den for dig sidst - jeg håber du hører med når jeg synger for jer om aftenen og jeg håber du høre jeg siger "Godnat til Sofie på sin smukke stjerne og Godnat til Emil i mine arme - sov godt begge to og drøm sødt"

Jeg savner dig og elsker dig - grænseløst.

Kys i panden fra Mor.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post280
Next »