Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

På tur op til Sofie.

SofiePosted by Christina Sat, November 28, 2009 13:33:18
For nogle dage siden var vi taget en tur op til Sofie. Der skulle tændes nye lys og ryddes op i blomsterne, Emil var med og fandt hurtigt dyrene der står på gravstenen - dem låner han når vi er der.Da vi skulle hjem igen ville Emil gerne lige ind i kirken et smut....men der var låst.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post275

Sofies Mødregruppe.

SofiePosted by Christina Wed, October 21, 2009 20:52:37

Jeg er heldigvis den glædelige medejer af den mest fantastiske og skønne mødregruppe på sjælland. Vi er 6 mødre og efterhånden en del børn, faktisk 13 stk hvis vi medregner Sofie (det er jo trods alt hendes skyld at jeg er med i gruppen). Emil og jeg mødtes med 3 af de andre + børn på endnu en super skøn og ny legeplads, denne gang i Søborg.

Der var kaffe, te, frugt og kanelgifler til alle og nå ja bryst til den mindste (Chilie på 6 uger). Jeg er sikker på at børnene hyggede sig og vi voksne fik da også snakket en lille smule på kryds og tværs (sådan som det jo er i en mødregruppe). Det var rigtig dejligt at se dem igen, for hver gang vi er sammen, så liver Sofie lidt mere op i mine tanker.

Fælles gyngetid, Oliver og hans lillesøster Isabella (som er på alder med Emil), Emil, der er på vej ned af gyngen og yderst til højre er det Sebastian.

I læ for regnen sad vi godt bænket, her er det Anne til venstre og Louise med Rebecca (Sebastians lillesøster) på armen.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post267

Sorggruppen i Skanderborg.

SofiePosted by Christina Wed, May 20, 2009 16:59:43

Sorggruppen kom til Skanderborg Store Bededag. Vi mødtes hos Sofie, tændte lys og lagde blomster inden vi kørte hjem.

Det var en rigtig hyggelig mini-weekend med en masse gode snakke, som fik lov at vare ved. Ingen hast med at klokken var mange, vi havde tid og ro til at bare snakke og snakke. Hvilket vi også gjorde, men om alt muligt, ikke kun de små i himmelen også de små og store her på jorden, om vores tanker, vores op og nedture, vores fritid, vores arbejde, ja alt blev der snakke om. Så nu er det faktisk ikke længeere kun en sorggruppe, men mere en vennegruppe, hvori vi alle deler den triste skæbne, at have mistet det dyrebareste man har.Så var der serveret aftensmad, nogen spiste imens andre passede de små

Bagefter var der ro, da alle de store børn så Disney SjovNæste morgen (for de fleste blev og sov) var der amerikanske pandekager, frugt og boller med nutella, uhmm.

Søren knoklede (af egen fri vilje) med at gøre klar til indkørelsen, der skulle lægges lørdag og søndag. Så langt nåede vi lørdag.Vi løb tør for sten søndag og har jo (selvfølgelig) gang i flere projekter på en gang, så vi er endnu ikke helt færdige, men det bliver vi i næste weekend.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post243

Storesøster til en lillebror på 1 år.

SofiePosted by Christina Wed, May 06, 2009 21:18:23

Tiden går og jo ældre Emil bliver jo længere tid siden er det at Sofie var. Det er rigtig svært for tiden, nok mest fordi Emil nærmer sig søsters alder, men også det, at han nu gør, siger og kræver det samme som hun gjorde da hun døde.

Nu har vi virkelig fået det i Emil som vi mistede ved Sofie, så sammenligningerne er på sit højeste lige nu. Vores minder om hvad vi havde og dermed mistede bliver bekræftet hver dag, hele tiden. Det er dejligt at gense Sofie så meget i Emils gøren og laden, men det er også hårdt og det stikker dybt i hjertet.

Jeg har fået en ny psykolog her i jylland og var hos hende for første gang i mandags, hvilket var hårdt men også godt. Jeg fornemmer at hun er vildt god til mig og de problematikker jeg kæmper med lige nu, så det skal nok blive godt og rykke mig i en positiv retning.

Jeg var hos Sofie i dag, for hun havde fået en gave fra sine bedsteforældre - for når man er storesøster og ens lillebror har fødselsdag, så "plejer" der ofte at være en lille gave til den store også. Sådan en skulle Sofie selvfølgelig også have, så den var jeg oppe med hos hende i dag.

Her sidder kaninbamsen så, lige ved siden af gaven hun fik da Emil blev født. Jeg har flytten den ene af hendes hunde derover også, for synes det er "synd" at den skulle sidde der helt alene !!

Der er så smukt og forårsagtigt hos hende for tiden, håber alle blomsterne holder til på fredag hvor sorggruppen kommer på besøg, så de kan se hvor smukt hun har det.Synes det er ved at være noget tid siden I har set et billede af Sofie, så det får I lige at slutte af med. Søster og bror er ret ens på dette punkt - fjernsyn er spændende!!!

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post242

Sofies have / Emil i haven

SofiePosted by Christina Fri, April 17, 2009 01:01:59

Vi har fået gjort sommerklar hos Sofie - det er blevet rigtig flot synes jeg og det var dejligt at være hos hende igen - det er som om vi er lidt sammen med hende når vi ordner haven.Der gøres klar til ny påfyldning af sand, imen tager bamserne lige et hvil på bænken.Så skal det bare blive sommer så alt springer ud !!!

Emil nyder at være med udenfor, bare han får lov at kravle sine egne veje og spise lidt jord og græs.

Ja han undersøger virkelig alt hvad han kommer i nærheden af....

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post233

Når situationerne gentager sig.

SofiePosted by Christina Sat, March 14, 2009 20:52:27

Søren er i London i denne weekend, forbold med drengene og sidst de var afsted var ganske kort tid efter Sofies død. Det i sig selv sætter nogle tanker igang og selvom jeg ved han nyder det og jeg under ham at være afsted, så kan jeg godt mærke, at der er et eller andet der bobler lige så stille under overfladen. Han skal jo nyde at være afsted, men på den anden side, så er der noget i mig der frygtelig gerne vil have ham hjem igen inden han overhovedet er taget afsted. Det er tankerne om Sofies død og frygten for at der skal ske Emil noget imens Søren er væk.

Men det er jo heller ikke bare det at Søren er i London, det drejer sig nok mere om hele vores situation for tiden. Jeg er startet på arbejdet, Emil bliver passet af sine bedsteforældre og på mandag starter han i dagplejen - nøjagtig som det hele forløb med Sofie. Og det er her problemet er, jeg skal hele tiden overbevise mig selv i at mønsteret ikke gentager sig for Emil, han ender ikke med at dø efter 2 ugers pasning....jeg ved det godt, han er jo sund og rask, ja ja, det var Sofie jo bare også, så den konstatering kan jeg ikke berolige mig selv med. Emil er yngre når han starter med at blive passet og det tænker jeg er godt, for så er der da noget der bryder med Sofies historie og alle tankerne og frygten bliver ligesom bearbejdet og overstået inden har får hendes alder, men så bliver det det der fylder.

Sådan er det mere eller mindre hele tiden, hvis det ikke er det ene der bekymre os, ja så er det noget andet og sådan vil vi nok desværre have det lang tid endnu, men hvor lang tid spørger jeg så, for det er dælme opslidende hele tiden at frygte man skal miste. Når tankerne rigtig kommer til overfladen og får mast sig frem hvor jeg ikke kan forhindre dem i at indtage mit hovedet, har jeg bare lyst til at holde Emil i mine arme hele tiden, jeg vil have at han putter sig ind til mig, krammer mig og bare holder fast - for altid......men det gør Emil ikke og når han gør det, ja så vil jeg hele tiden have mere.

Tankerne omkring at Emil inden længe er på alder med Sofie, fylder også rigtig meget, hvad sker der så - med Emil og med os og hvorfor er det muligt at være lillebror og samtidig være ældst? Øv hvor jeg synes det er svært, jeg kan ikke rigtig beskrive mine tanker omkring det hele endnu, jeg kan bare frygte og vente på samme tid. Og inden vi får det os om er det d. 9. juni og på en måde glæder jeg mig bare til at det bliver d. 10 og Emil vækker mig med et smil - han får verdens største kys den morgen, vær sikker på det. Men på den anden side, så frygter jeg den dag, for hvad så, hvad bringer livet os så? Til den tid har vi ikke længere vores egne forældreerfaringer, så kan vi ikke sige dengang Sofie var den alder. Det bliver svært tror jeg, men mest sørgeligt, fordi vi bare savner og savner og Sofie har virkelig levet hos os, gennem Emils udvikling, men hvad så hvilken plads skal hun så have - glemmer vi hende så eller kommer hun på stand by til næste gang vi får en lille guldklump i vores arme, men hvad så den han/hun er 13 måneder og 12 dage - hvad sker der så med Sofie??

Ved jo godt at hun ikke forsvinder i vores tanker sådan over natten, men det at vi har fået Emil har jo unægteligt, selvom jeg nødig vil indrømme det, gjort at Sofie er på et sidespor i vores laden og gøren. I vores tanker og hjerte vil hun ALTID være og der vokser hende plads mere og mere, men om nogle år, så er har vi ikke små børn længere og hvordan skal vi så have Sofie med i vores hverdag, for nu er hun her jo via Emils udvikling.

Nå ved ikke rigtig om det lyder som noget vrøvl, men hvis det gør er det fordi mine tanker er så rodet omkring hele det her tidsperspektiv. Jeg må vende tilbage til emnet, når kalenderen skriver efter 10. juni.Her er Sofie nøjagtig lige så gammel som Emil er i dag ;-)

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post229

Se mig og min lillebror.

SofiePosted by Christina Tue, January 27, 2009 15:06:32
Bare jeg kunne vise jer en helt masse billeder af de to sammen. Jeg er sikker på at hun ville have elsket ham, hjulpet ham, irettesat ham og ikke mindst kysset ham for vildt. Men det kan jeg jo ikke, så i stedet må I og vi nøjes med "her gør vi det samme" billeder af mine to guldklumper !!!!Sofie og Emil ligner på mange måder hinanden men mest i deres væremåde. Her er et billede af Sofie med mad i munden, hvilket var en sjældenthed. Emil der imod, han spiser alt der kommer i nærheden af ham - undtagen avokado til sin Fars store ærgelse...Charme, charme !!!Må jeg lige få det der kamera, selvom jeg har mad på mine fingre....nå ikke....Jeg VIL......og jeg er SUR....Hey Mor, se lige mig, jeg står lige her ved mine bamser (Sofie er 8 måneder, Emil er 8 ½)Samme alder, ingen tvivl om, at Emil er noget større end Sofie.Den gule bus hos Morfar og Mormor Inge er et hit.Ja disse to billeder er begge af Emil der er gået omkuld. Sofie sov også, men ikke meget og når hun gjorde, ja så tog vi ikke billeder -ville ikke vække hende. Jeg behøver vel ikke sige mere, men lige nu ville jeg ønske at jeg for knap 2 år siden havde kunnet vække hende med blitzen fra mit kamera.....

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post214

Jul på kirkegården.

SofiePosted by Christina Mon, December 01, 2008 13:04:06

Da jeg var i sorggruppe i november faldt snakken bla. på hvordan og hvornår man skal forholde sig til julen med hensyn til de små haver? Mange havde den tradition at de 1. søndag i advent pyntede med gran og gjorde klar til december og jul. Det synes jeg var en fantastisk tradition, så den er hermed taget i brug hos os.

I går var det så 1. søndag i advent. Jeg havde købt gran, pakket bilen med hvad der nu behøves sådan en søndag morgen, såsom, barnevogn, glashjerter, gran, ståltråd, hue og vanter, en kande varmt te og selvfølgelig Emil og mig selv. (Søren var ikke hjemme - da hans kalender bød på en julefrokost) Vi var klar ved kirken kl 9 på en frostklar og meget tåget morgen.Blog ImageEmil blev puttet og faldt i søvn til kirkeklokkernes spil og så var jeg klar til at gå i gang med dagens opgave.Blog ImageHavde tænkt at jeg ville lægge gran på, rundt i hjertet, ligesom sidste år, da jeg synes det er enkelt og meget smukt. Min Far kom og gav en hånd med, så det gik egentlig ret hurtigt. Blev meget godt tilfreds med resultatet.Blog ImageDen lille lyserøde frø er en jeg har købt til hende "Kys frøen Sofie", måske får du så Prinsen og det halve kongerige??

Lanternerne er nye, for nogen har taget sig den frækhed at snuppe en af de andre vi havde stående. Der gik lidt tid inden vi fandt ud af, at den var stjålet, for vi troede alle, at det var en af de andre der havde fjernet den!!! Men helt ærligt, hvem finder på, at stjæle noget fra et andet gravsted???

Nå, men nu er der nye og dermed flere lanterner i haven og som en ældre herre der kom forbi sagde til mig. "Det er sådan et hyggeligt gravsted - det oser af kærlighed og god julestemning - det gjorde det også sidste år" Og så bad han mig sende hende en tanke - det er hermed gjort. Og tak for de søde ord.

Synes det var nemmere at pynte til jul i år - måske fordi vi havde prøvet det før, måske fordi jeg havde fået hjælp fra gruppen til at beslutte dato mm?? Jeg ved det ikke, men en ting er da helt sikkert. Det var dejligt igen at være sammen med hende i længere tid - at være hos hende og fysisk gøre noget for hende.

Glædelig Jul Sofie, fra os alle 3 hernede på jorden !!

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post203
« PreviousNext »