Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Tillykke Sofie.

Breve til SofiePosted by Christina Mon, January 07, 2013 00:27:44

Kære Sofie.

Åhh jeg håber, ved og ber til, at du ved, at det at jeg ikke får skrevet til dig ikke betyder, at jeg ikke tænker på dig, savner dig, længes efter dig - elsker dig højere end højt. For det gør jeg.

Jeg tænker på dig hver dag, savner dig hele tiden og længes konstant. Du er min nr 1, den første i søskende"flokken" på nu 3. På grund af dig blev vi en familie, og bare det, at have så vigtig en plads i flokken, gør dig til noget ganske særligt.

Du er noget helt speciel - og nu er du blevet 7 år - sikke som tiden går, ja nærmest flyver afsted. Men som Moster Christina sagde da vi mødtes i din have d 28/12 - man er da ikke for stor til bamser, når man er 7, vel??

Nej det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror at du ville have haft DINE bamser, nogen der bare har fulgt dig og jeg er overbevist om, at du ville ha værnet om dem. Nok ikke leget med dem, men de ville have haft en særlig plads på dit værelse og ikke mindst i dit hjerte.

Jeg kan sige det så skråsikkert, for når jeg ser på Clara, er jeg ikke i tvivl om, at I på mange punkter er/ville være ens - og hun værner om, passer på og elsker sin bamse og ikke mindst dukkerne. De bliver kysset, trøstet, får tøj på, bliver puttet så kært i dukkevognen, får mad i den høje stol og hun kysser dem så blidt på munden. Hun er simpelthen så omsorgsfuld og kærlig - ligesom dig!!

Åh hvor ville I have nydt hinanden, bliver så trist i hjertet når jeg tænker på alt det du og vi går glip af, fordi du ikke er her mere. Hvorfor skulle du ikke have lov til at vise os din kærlighed i længere tid, hvorfor måtte vi ikke beholde dig....

Lige netop det sidste spørgsmål, har du selv svaret mig på - tak for den ekstrem vilde oplevelse, jeg havde med dig i mine tanker og ikke mindst i mit hjerte. Den dag i september hvor jeg havde dig, talte med dig og mærkede din kærlighed. Det varmede så meget i mit hjerte, fik mig til at smile, jeg nød dig, talte med dig og selvom det for andre nok lyder mærkeligt, så gav det mig en fantastisk ro og tryghed, samtidig med at tårene bare strømmede ned af mine kinder.

Men jeg var rolig og glad bagefter, selvom det gjorde ondt at gå fra dig, men jeg ved du har det godt, ved at du er hvor jeg(vi) er og ved, at når jeg savner dig mest, så fylder du mit hjerte med lidt mere varme og kærlighed, så jeg kan mærke dig og aldrig er i tvivl om din tilstedeværelse.

Det gjorde både ondt og godt at dit svar på mit spørgsmål var: "Jeg prøvede også, jeg kæmpede for at få lov at blive, men jeg måtte ikke." Det gør mig glad at vide, at du ønskede, mere end noget andet, at være hos os, din mor og far, at du har kæmpet tolker jeg som at du kæmpede for os og dit liv med os, ikke at du har været bevidst om hvad der skete, for så er det en tanke med så meget smerte, at jeg ikke kan rumme den i mit hjerte. Det gør mig rolig at vide, at du har sovet godt, drømt sødt, været fyldt med kærlighed og tæt på de der elskede dig mest, da du måtte tage fra os.

Sådan er det i mit hjerte og sådan skal det også være. Vi har dig i vores hjerter, sender kys og tanker op til din stjerne hver aften og Clara kysser først billedet af Emil når hun skal sove og bagefter billedet af dig - hun ved ikke hvem du er, men jeg tror og håber på, at hun bliver ligeså tæt knyttet til dig, som Emil er.

Sofie skat, det har været et vildt år her ned på jorden og desværre har vi sendt en del af vores kære op til dig - du er min eneste trøst i de meningsløse dødsfald vi har oplevet og selvom jeg hellere (titusinde gange og mere til) ville have dig her hos mig, så ved jeg også at det får jeg ikke fysisk. Du kommer ikke tilbage til vores familie, det er en realitet, men så håber jeg istedet at du passer godt på dem vi har sendt op til dig. Mest af alle Emse, for hendes død er som din, SÅ urimelig - man skal ikke dø når man har livet foran sig!!

Suk Sofie, jeg har skrevet mange breve til dig - har dem som kladder i mit hovedet, for så er de hurtigst at sende op til dig. Jeg håber du kan mærke de mange hjerter fyldt med kærlighed der løfter brevene op til dig, for det er hvad det er - kærlighed.

Tænk at sådan et lille menneske som du var her på jorden, kan sætte så dybe aftryk, det er vildt at tænke på, men på den anden side så logisk, for du var jo kærligheden selv. Vi har dig med i alt, det håber jeg du mærker. Vi savner dig hele tiden, det håber jeg du ved. Vi elsker dig uendeligt, kærligheden den kan hverken fjernes eller minimeres.

Tillykke med din fødselsdag, håber du nød sang, flag, boller og aftensmaden ;-)

Tak for vores stunder her om natten, jeg nyder dem virkelig - og skal nok komme noget mere herind fremover, men som du ved har der været så rigeligt andet at bruge nætterne og fridagene på.

Kys i panden og på munden fra Mor (og de 3 andre som alle, i skrivende stund, sover sødt)

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post342

Når alt er godt men stadig svært.

Breve til SofiePosted by Christina Thu, November 10, 2011 12:23:02

Kære højt elskede Sofie - min store Prinsesse.

Der er sket så uendelig meget siden jeg sidst skrev til dig, siden jeg sidst opdaterede vores blog og det er ikke fordi tiden og tankerne ikke har været der til at skrive til dig. Men modet, modet har ikke været der. Jeg har været bange for min egen reaktion ved at sætte mig ved tastaturet og tage hul på dette vidunderlige og samtidige smertefulde emne: din lillesøster.

Hun er så skøn, så sød og så fantastisk, men dybt inde gør det også rigtig ondt og allerede nu triller tårene ned af mine kinder. Ikke fordi hun gør ondt, men hun giver mig en masse dobbelte tanker. Far siger, at jeg jo altid gerne har villet have 3 skønne børn, så derfor har vi fået dig, Emil og Clara. Men hvad er det så der gør ondt og kræver mod, jeg ved det ikke, men finder måske ud af det gennem dette brev til dig?

Hun kom jo til verden på en solskinsdag i august, nærmere bestemt d. 14, men alt det ved du sikkert godt? Vi havde en lidt hård start med brystbetændelse og Clara var låst i nakken så hun skulle til kiropraktor, men siden da er det gået godt fremad. Nu er hun smilende og i fri bevægelighed, hun elsker allermest at ligge på puslepuden og kigge op på sommerfuglene - dine sommerfugle. Vi synger sommerfuglesangen og sender tanker op til dig, og Clara elsker det.

Emil er meget glad for hende, han er omsorgsfuld og kærlig og vil gerne holde hende, men efter hun er blevet født taler han meget om dig, han siger han savner dig og vil have at du kommer ned til os fra din stjerne. Jeg fortæller at det er vores største ønske at du kom tilbage til os, men at det kan man ikke når man er død, desværre. Vi taler meget om døden og om dig og om hvornår vi alle sammen skal dø. Jeg synes det er lidt svært for jeg kan jo ikke love ham noget med sikkerhed når jeg siger, at vi først dør når vi er 100 år. Nej svarer han, det er ikke rigtigt mor, for min storesøster Sofie var kun 1 år !! Hvad skal jeg så stille op - kan kun sige, at intet er sikkert i livet ud over døden!!

Sofie den dag Clara kom hjem fra sygehuset var den dag du skulle have startet i skolen, tirsdag d. 16 august. Jeg er sikker på, at du ville have været stolt når vi stod der i klassen, med ny skoletaske og alt hvad der hører til. Min store pige....jeg ville også have været stolt!!

Jeg savner vores stjernestunder Sofie, de nætter hvor vi to smeltede sammen i tankerne, dig på den smukkeste stjernehimmel, som vi heldigvis har frit udsyn til i haven, og mig foran computeren i færd med at skrive til dig, mmn jeg ved de kommer igen når der atter kommer ro på nætterne herhjemme ;-)

Men du er i mine tanker hver dag og hele tiden, for hver gang jeg kigger Clara dybt i øjene tænker jeg på dig, ikke fordi hun ligner dig mere end Emil, men fordi hun også er min prinsesse og det giver de dobbelte tanker, for hvordan bliver det igen fysisk at være mor til en Prinsesse og tør jeg være det 100 % eller vil jeg konstant være nervøs for at historien gentager sig? Jeg ved det ikke, kun tiden kan vise mig det, men jeg vil ikke lade frygten overtage, jeg vil nyde Clara ligeså meget som jeg nød dig og jeg vil tænke tilbage på alle vores fysiske stunder sammen hver gang Clara tager hul på et nyt kapitel i sin udvikling.

Sofie jeg savner dig af hele mit hjerte, jeg ved du passer på os og er her når vi har brug for det. Jeg ved du følger med og jeg ved at du stadig er alletideres storesøster, nu til 2 små banditter. Vi savner dig her hos os og selvom der er trængt i min side af sengen om natten, med Clara på den ene side og Emil på den anden af mig, ja så skulle jeg nok finde plads til dig også.

Jeg elsker dig højere end højt og savner dig helt op til stjerne og tilbage igen.

Kys i panden til min skønne og smukke store-Prinsesse

Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post337

En Prinsesse på 5 år.

Breve til SofiePosted by Christina Tue, December 28, 2010 23:37:17

Kære elskede, skønne, frække, dejlige og helt igennem fantastiske Sofie.

Jeg kunne blive ved med beskrivende og rosende ord omkring dig, faktisk tror jeg aldrig man som mor kan stoppe med det? I dag er det din fødselsdag. 5 år ville du være blevet hvis du havde været hos os her på jorden, men du blev kun 1 år. De sidst 4 fødselsdage har du altså holdt et andet sted, uden os, din mor og far, uden gæster, gaver, flag, sang og ikke mindst kys og kram. Hvordan er det? Bliver du fejret hvor du er - husker de at kysse og kramme dig lidt ekstra i dag, hvor du måske savner os lidt mere end ellers. Er der nogen du kan putte dig ind til og føle dig tryg hos eller er du helt alene..... Jeg kan ikke holde tanken ud, så i min verden/mit hoved er du sammen med de andre små engle, du har det godt, bliver fejret med maner og kan samtidig holde øje med os hernede på jorden. Du klarer dig og du ved at vi elsker dig, at vi savner dig og ville ønske du var hos os. Men sådan er det bare ikke og sådan bliver det aldrig igen.....aldrig.

Vi har fejret dig som vi plejer, ja for vi er jo desværre mere vant til at fejre dig i himlen end på jorden. Vi var på kirkegården kl 14, som vi plejer, tændte lys, sang "Solen er så rød Mor", satte flag og sendte dig tanker....Herhjemme fik vi boller og kaffe, som vi plejer og som vi plejer, havde vi gæster - dem der kunne. Selvom der hvert år er nogen der melder afbud, er der også hvert år nogle nye der kommer til. Skat, jeg føler mig så heldig, at have så mange venner og familiemedlemmer der gerne vil fejre dig selvom du ikke er her fysisk. Tænk at du har sat så dybe spor i dit korte liv - Sofie du var og er noget ganske særligt, kan du nok se.

Da vi stod på kirkegården begyndte det at sne, og flere af os tænkte, det var da pudsigt, nu har det ikke sneet længe og så starter det lige når vi står hos dig og synger - du er jo bare en sne-prinsesse, hvad mere kan man sige, så tak for din hilsen om, at du var hos os. Sofie for mange er det svært at forstå alt det her omkring dig, men det er vigtigt for mig, at du ved og tror på mig, når jeg nu siger, at jeg er ligeglad med hvad andre synes og tror. De kan mene hvad de vil, hvis man ikke er en del af det hele og har været med i alt omkring dig, kan man ikke udtale sig om det vi gør. Nogen giver udtryk for at vi dyrker dig, og til dem kan jeg kun sige, Ja selvfølgelig gør vi det, for vi elsker dig jo - de dyrker også deres børn, forkæler dem, kysser dem og hjælper dem når de kan. Vi kan desværre ikke hjælpe dig når du har brug for det, for vi ved det ikke (gad vide hvordan andre forældre ville tænke om den følelse) og vi kan desværre ikke kysse dig, så det er vel ikke for meget forlangt en dag om året, at få lov at fejre dig. Fejre at du kom til, at du er vores og at du nu ville have været et år ældre. Det synes jeg på ingen måde er dyrkelse i negativ forstand, tvært imod, så ser jeg det som kærlighed og dyrkelse på en sund måde. Dem der siger andet ved ikke hvad de taler om, eller vælger blot ikke at forholde sig til livets, til tider barske realitet, at man kan miste det der står en aller nærmest - dem man elsker allermest. For os er det dig!!

Jeg har lige lavet endnu en kande te og sidder her ved computeren og skriver....måske sidder du lige ved siden af mig, måske sover du på din himmelsky eller måske ligger du inde hos Far og Emil i soveværelset og putter imellem dem. Jeg ved det ikke og får aldrig svar på det, men jeg ved at du er hos mig og med mig i mit hjerte. Der vil du altid være og det er derfra du oplever og er tilstede. Det er måden vi har dig med på og når det ikke kan være anderledes, er det en dejlig tanke - du er altid med, også til de arrangementer hvor alle andre børn bliver passet eller er for små, der er du med, på din helt egen måde.

Tårene triller ned af mine kinder og lander på bordet mellem computeren og mig, der har dannet sig en lille sø nu. En sø der beviser at du stadig (og altid) er savnet, at jeg mangler dig hos mig, at jeg bare elsker dig grænseløst og uden stop. Ligesom jeg elsker Emil grænseløst og uden stop, ligesom alle forældre elsker deres børn - levende eller døde - kærligheden stopper aldrig.

Nu er din dag snart ovre nu er du ikke kun 4 år eller 4½, nu er du 5 år. Tænker tit, hvordan ville du have set ud, hvordan ville du have været og på nogle punkter er jeg ikke i tvivl - du ville have elsket din fødselsdag (ligesom mor, men hvilket barn gør ikke det?) du ville have bestemt hvad der skulle ske og have haft dine holdninger og meninger, det er jeg heller ikke i tvivl om. Men ville du have haft kjole på, have ønsket dig alt, bare det var lyserødt eller ville du synes at Emils skyder fra julegaverne var ret sej? Ja det ved jeg ikke, men jeg kan forestille mig begge dele.....tankerne får mig til at smile. Du får mig til at smile, selv på de dage hvor savnet er større end allerstørst, hvor der gør ondt helt ind i knoglerne og dybt ind i hjertet, der får du mig til at smile. Du er da fantastisk, tak min skat, min engel, min trold, min Sofie. Tak for en god dag på trods, jeg håber du så vores lys, flag, fyrværkeri og ikke mindst hørte din lillebror sige: "Tillykke med fødselsdagen Sofie, mig elsker også dig"

Lad også det blive mine sidste ord til dig i denne omgang, nu vil jeg slutte og den sidste ½ time af din fødselsdag vil jeg nyde, helt alene i stuen, med min te, et billede af dig, et tændt lys og alle de gode tanker og minder om dig.

Så tillykke med fødselsdagen Sofie, jeg elsker dig.......

Kys i panden Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post321

For 3 år siden....

Breve til SofiePosted by Christina Tue, February 09, 2010 10:25:57

Kære Sofie - Prinsesse/Trold.

For 3 år siden afleverede Far og jeg dig sammen i vuggestuen, da jeg hentede dig fortalte pædagogen at du havde haft en god dag. I havde lavet fastelavnsmasker -vi har stadig din og jeg kiggede på den forleden dag og tænkte, hvad mon du ville have været til fastelavn i år. Jeg tror du ville være Prinsesse. Din lillebror var til fastelavn i går, han var klædt ud som en hund og havde sagt vov vov hele dagen ;-)

Du nåede aldrig at blive klædt ud og slå katten af tønden, men på søndag skal vi til fastelavn i kirken, jeg tror det bliver sjovt og jeg er sikker på, at du er med, for det er det tætteste jeg kan komme på dig nu og så er det der jeg har lyst til at være.

Jeg savner dig af hele mit hjerte, hele tiden og altid. Du er min Prinsesse og den smukkeste himmelprinsesse jeg kan forestille mig. Der ligger allerede blomster på din grav, du er på ingen måde glemt, det ved jeg, det mærker jeg. Om lidt står jeg og kigger på din gravsten og tænder et lys for dig og i eftermiddag kommer Far og Emil med op og tænder hver deres. Vi savner dig her hos os, det håber jeg du kan mærke, hvorend du befinder dig. Kom endelig på besøg, put dig i sengen sammen med os 3 og hyg sammen med os, når vi ser tegnefilm og putter under dynen - jeg ved du vil elske det, for Emil elsker det.

Han ligner dig mere og mere og jeg nyder hvert et splitsekund jeg får af dig igennem ham. Jeg savner dig og jeg elsker dig og jeg ved at du passer på os, men det er en ringe trøst, omend det er rart, for det er så forkert at du ikke er hos os. I dag kan vi sige "for 3 år siden", men det er den eneste forskel fra i går til i dag og til i morgen. Du er lige elsket og savnet om det så kun var 10 minutter siden eller 10 år.

Vi mangler dig her hos os.

Kys i panden til dig min store pige.

Mor.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post281

Sofie

Breve til SofiePosted by Christina Thu, September 03, 2009 12:56:37

Kære Sofie.

En gang imellem er livet svært, hårdt og uretfærdigt og når man som mor og far har oplevet det værste i livet, nemlig at miste dig, skulle jeg mene at vi havde taget vores, familiens og vennekredsens del af uretfærdighed i livet, men sådan hænger det desværre ikke altid sammen. Tingene er ikke bare sort/hvid, selvom det imellem ville gøre det nemmere at forholde sig til og ikke mindst at forstå.

Vores hverdag er, hvis man ser den udefra og for dit vedkommen ovenfra, normalt. Vi er en lille kernefamilie som har det godt, passe vores job, elsker hinanden og trives i dagligdagens trommerum. Men i denne hverdagslykke og balance hersker et kaos, en tvivl, fygt, angst og fortvivlse over hvad livet har bragt og bringer os. I det store hele er vi kommet rigtig langt og godt ovenpå igen efter din død, men det er jo på ingen måde ens betydende med, at vores hjerter ikke stadig bløder. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dig og Emil. Men den store og urimelige forskel er, at når jeg tænker på Emil, glædes jeg over hans udvikling og kan ikke vente med at komme hjem og hente ham. Når jeg tænker på dig, glædes jeg også, men samtidig fyldes jeg med smerte og savn. Savn over b.la. ikke at kunne hente dig, spørge til din dag og følge din udvikling.

Emil deler dagligt og gladeligt kys ud til mor og far, flere gange om dagen. Vi får gerne et imens vi spiser aftensmad, måske som en tak for god mad og "jeg hygger mig, mor" og her til morgen hvor vi legede inde i stuen kom han også løbende hen til mig med det formål, at jeg skulle have et kys. Da han gjorde det, kom du igen i mine tanker - du var lige begyndt at ville dele kys ud og jeg husker specielt en morgen hvor vi lå inde i sengen og legede. Pludselig drejede du hovedet beslutsom imod mig og gav mig et kys. Jeg blev så glad kan jeg huske og så stolt over, at min lille pige kunne udtrykke sine følelser. Det savner jeg også at have en vished om hvordan du ville være nu, hvad ville du kunne og hvordan ville dig og lillebror have det sammen?

For tiden er jeg på noget uddannelse inde i Århus (ja det ved du nok, hvis du følger med i det?) og her har jeg, specielt i går, haft mange følelsesmæssige svære situationer. En underviser gav et eksempel med samarbejde og læring i forbindelse med at redde et lille barn fra at dø....jeg har fortalt de andre på holdet, at jeg har Emil herhjemme, men ikke at jeg også er mor til den skønneste og smukkeste prinsesse. Det er bestemt ikke fordi de ikke må vide at du også er i vores familie og heller ikke fordi jeg har glemt dig. Nej det er fordi det på mange måde gør alting mere kompliceret- Sofie det gør så ondt på mig at få den tanke. Du er jo på ingen måde kompliceret eller uønsket tværtimod, men desværre er menneskerne på jorden nogen gange fordømmende, fordomsfulde og nysgerrige på en mærkelig måde. Jeg tror ordet mærkelig er det bedste i denne sammenhæng, for de er jo ikke umenneskelige, ubarmhjertige eller egoistiske, blot mennesker som ville blive berørte af din og min historie, men som alligevel på den baggrund vil ændre deres syn på mig. Det jeg prøver at sige er måske bare, at jeg har brug for at være "Sygeplejersken Christina" og ikke "hende der har mistet sin datter", så derfor har jeg ikke fortalt om dig, min kære Sofie.

Du ved at jeg tænker på dig og når snakken falder på børn og Emil, ja så er mine tanker hos dig.

Mine tanker går rigtig meget i din retning for tiden, jeg synes livet har været barsk og umenneskeligt for mig i meget af tiden siden din død, men jeg prøver Sofie, jeg prøver at leve op til det jeg har lovet dig, da du levede og som far og jeg gentog flere gange, da du lå i hospitalssengen, alt for stille, kold og død, men stadig med et lille smil på læben og det ene øje lidt åbent. Vi prøver at holde styr på vores liv, samle vores tanker og følelser, så vi kan leve med dem i deres nuværende tilstand. De er flået og revet itu, men hænger dog stadig sammen, omend det i nogle situationer er i en tynd tråd, og jeg synes egentlig at vi klarer det nogenlunde Sofie.

Men livet tillader sig stadig at presse os, vi går ikke fri for de barske og store udfordringer, tvært imod synes jeg nogen gange de rammer os endnu mere nu. Er det fordi vi er blevet ramt hårdt en gang og dermed er nemmere at få øje på, når der skal kastes med nye skyts mod menneskelivet? Jeg ved det ikke, men jeg kunne godt bruge en fredet periode, faktisk skulle jeg mener, at resten af mit, familien og vennernes liv burde være fredet, men sådan er livet desværre ikke.

Sofie jeg ville sikkert have fortalt dig mange gange i dit liv, at jeg godt kunne forstå din frustration, se tingene det fra din side, men ville nok også have afsluttet med at sige, "Sådan er livet min pige, der er ingen der har lovet os, at det er nemt og smertefrit". Men en sådan kommentar skulle jo have omhandlet, dine frustrationer over noget tøj, en veninde, en kæreste eller afsked med disse. Sådan en kommentar er svær og barsk når jeg i dag må sige den til mig selv, for nu omhandler den afsked med personer jeg holder meget af, sygdomme jeg ikke kan gøre noget ved og døden - din død!!

Sofie jeg synes livet er hårdt og i perioder af det er det ekstra slemt. Intet kan måle sig med din død og det savn det har givet mig, det håber jeg du ved, men samtidig er din død også noget særligt, en kategori for sig selv, så når de andre problematikker bliver kastet i mit hoved vælter min verden igen. Og lige for tiden Sofie, er det som om jeg falder ned i det store dybe og til tider sorte hul, håber jeg snart får fat i en afsats, så jeg kan begynde min tur op igen.....og bare rolig Sofie, jeg skal nok komme op, det tager bare lige lidt tid, for jeg skal lige finde ordentligt fodfæste på afsatsen og få styr på retningen, inden jeg kravler op, men op kommer jeg. Det kan jeg mærke, så hvem ved, måske er jeg allerede i den rigtige retning.

Det blev et langt brev Sofe, men hvad gør det, lange breve tager jo tid at skrive og læse og i den tid er det som om vi er sammen. Så tak for besøget den sidste times tid, det gør livet lidt lettere at leve viderer, for din død kan jeg ikke ændre på, den skal jeg bare leve med som en del af mig og min historie.

Pas på dig selv min lille Trold og beskyt din lillebror med dine englevinger.

Jeg elsker dig, fra mit hjerte, ned i min storetå, op i himlen og hele vejen tilbage igen.

Kys i panden og på dine smukke læber.

Kys kys kys fra Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post261

2 år

Breve til SofiePosted by Christina Sun, February 08, 2009 23:29:19

Kære Sofie, min lille skønne Prinsesse.

Om et døgn er det 2 år siden jeg sidst løftede din lille barnekrop i mine arme, desværre var den allerede på det tidspunkt livløs, men jeg kan stadig mærke dig. Jeg savner dig hver dag, hele tiden og altid - du mangler så meget i mit liv.

På mange punkter gør det godt at vi har fået lillebror, men på mindst ligeså mange gør det ondt, for han minder mig om alt det jeg også havde i dig og får mig til at tænke på alt det jeg stadig skulle have haft.

Jeg savner dig så forfærdentlig meget og smerten er stadig så dyb og brændende at jeg nogen gange tænker, kan et menneske virkelig blive ved at holde til så meget - kan min krop blive ved at fungere eller stopper det bare en dag - jeg tror ikke nogen krop kan holde til en sådan smerte i mange år, så den må blive, om ikke mindre, så anderledes med årene, for ellers kan vi jo ikke leve. Jeg synes det er rigtig svært i år, selvom det ikke er første gang vi skal igennem din mindedag, så gør det bare stadig så pokkers ondt.

På mange områder føler jeg du er ved at forsvinde ud af mit liv - alle siger " I glemmer hende aldrig" og jeg ved de har ret, men hvorfor føles du så så langt væk, hvorfor er sorgen og smerten det første jeg tænker på når jeg fortæller andre om dig - hvorfor er det ikke det første kys du gav mig, alle dine kram, når du nussede mig i håret, puttede dig ind til mig eller sendte mig det frækkeste smil, hvorfor???

Alle de gange jeg har skrevet om dig på bloggen, har det været med stoltheden over at du er min datter, men jeg føler ofte jeg gentager mig selv. Hvorfor er livet så uretfærdigt, at jeg ikke kan få lov at tilføje nye billeder af dig, fortælle om dit liv, din udvikling, vise dem hvor stor du er nu og hvor dygtig du er blevet til at tale, hvordan du hjælper mig med lillebror og ikke mindst vise billeder og fortælle om alle dine påfund og nye ord, efter du er startet i børnehave? Hvorfor jeg skal undvære det, når alle andre (ved godt jeg ikke er den eneste - godt det samme og desværre ) får lov til det. Sofie det er ikke fordi jeg er bitter, jeg nyder stadig alt det vi nåede at have sammen med dig, men jeg synes det er frustrerende at du blev taget fra mig på den måde - jeg vil give alt for at få bare en time med dig igen.

Hvis jeg fik dig i en time, ville jeg ikke give slip på dig, jeg ville kysse og kramme dig og hele tiden dufte til dig, betragte dig og konstant fortælle dig, at du er verdens bedste, dejligste og mest fantastiske pige jeg nogensinde har holdt i mine arme. Jeg ville synge vores sange, nyde at se din begejstring over genkendelsen af dem, tage billeder af dig, filme dig og på samme tid fortælle dig, at jeg elsker dig fra mit hjerte, ned i storetåen, helt op i himlen og hele vejen tilbage igen.

Alt dette ville jeg gøre på samme tid, som mine tåre ville opløse mine kinder og mine øjne ville hæve op til tidobbel størrelse, og på samme tid ville jeg hele tiden kigge på uret og tælle minutterne og sekunderne til du igen ville forsvinde og jeg ville stå tilbage med tomheden, sorgen ville starte forfra og smerten ville skære dybere end jeg kan forstille mig......men jeg ville gøre det, for tiden sammen med dig ville være det hele værd. I bund og grund er det jo sådan livet er - når man elsker en så højt som jeg elsker dig, så er smerten, frygten og angsten for at miste også tilsvarende stor.

Sofie jeg ved du er hos os i morgen - ja altid og jeg håber og tror på, at du med alle mine daglige tanker og gøremål ved at du er elsket, savnet og aldrig bliver glemt. Jeg savner dig Trold, ligeså meget som jeg elsker dig. Kom og put sammen med Far og jeg i nat - ved at lillebror også vil elske, at du ligger i midten og åhhh hvor ville jeg ønske, at os 4 i sengen var en realitet.

Jeg slutter nu min skat, sov godt, drøm sødt og put dig ind til mig - vi ses i din have i morgen.

Kys i panden (og på resten af din krop) fra Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post215

Tillykke med de 3 år Sofie.

Breve til SofiePosted by Christina Tue, December 30, 2008 01:03:22

Kære Sofie.

Det er længe siden jeg sidst har skrevet et brev til dig. At tiden er en mærkelig størrelse, det ved du vel godt - den er både lang og kort på samme tid. På en måde synes jeg at det var i går jeg for første gang fik dig i mine arme, kyssede dig i panden og sagde "Hej lille skat, velkommen til livet" - men det er 3 år siden.... På den anden side, så synes jeg er er 100 år siden jeg sidst holdt dig i mine arme, sidst kyssede dig i panden, på kinden, mærkede din lille varme krop som lå så afslappet i mine arme og bare sov - da jeg nogle timer senere igen holdt dig i mine arme, bankede dit lille hjerte ikke længere, men det er ikke engang 2 år siden... Ja tid er en mærkelig størrelse.

I går blev du 3 år Sofie....jeg ville give alt for at have dig hos mig, for at kunne give dig et rigtig fødselsdagskys, lige midt på munden, alt for at kunne sige, "Tillykke min skat - mors lille bandit, fars lille trold og vores lille prinsesse." Men det kan vi ikke og vi kommer aldrig til det igen - det er så urimeligt synes jeg. Jeg får så ondt i mit hjerte, når jeg tænker på, at jeg resten af mit liv skal holde din fødselsdag uden dig. Jeg savner dig så forbandet meget Sofie, savner at det er dig der hjælper med at passe på lillebror, at du er her til at vise ham hvordan man gør alting, at du fysisk kan være hans storesøster, men heller ikke det får vi lov at opleve.

Vi har oplevet alt hvad vi kunne med dig, havde jeg vidst at du skulle tages fra mig havde du fået endnu flere kys og kram og jeg havde fortalt dig 100 gange om dagen, hvor dejlig du var og hvor højt jeg elskede dig..... jeg kan huske når jeg sagde "Jeg elsker dig fra mit hjerte, ned i storetåen, helt op i himlen og tilbage igen - og det er meget" så grinede du, måske fordi du synes det lød sjovt, måske fordi du ville sige "Så meget elsker jeg også dig Mor" Jeg håber og vælger, at tro på det sidste. Tænk hvis jeg kunne få en vished om, at du stadig elsker mig, at du har det godt, at du kan mærke vores kærlighed, at du følger med i vores liv, at du synes vi gør det så godt vi kan, at du er lige her hos os...tænk hvis!!!

Blog ImageBlog ImageBlog ImageI går på din fødselsdag mødtes vi i din have kl 15.00. Vi tændte alle et lys for dig og vi tændte lys for dem der ikke kunne være der, så sang vi din sang - den sidste du hørte her på jorden "Solen er så rød Mor" - det føles så rigtigt at synge den for dig - jeg håber du er enig med mig i det.

Blog ImageBlog ImageBlog ImageDet var rigtig svært at holde din fødselsdag i går, synes jeg - på en måde var det nemmere sidste år?? Måske fordi vi var mere og bedre forberedte?? Jeg tror desværre det var fordi jeg de sidste par dage har fået forståelsen og mærket følelsen af virkeligheden - du kommer aldrig tilbage til mig. Sidste år tror jeg vi tog en ting og en mærkedag af gangen.....i år har vi erfaringer med det hele, hvilket burde give et overskud og en forberedelse på den rutschetur det er at komme igennem dagene, men sådan er det ikke. Det er som om alle forventningerne og forberedelserne ikke hjælper os, for det er virkeligheden der banker på nu. Jeg ved ikke om du kan forstå det jeg prøver at sige, men det er som om, at vi nu er klar til næste skridt i vores videre liv - et skridt der handler om erkendelsen af at din død er for evigt - det er dælme en dum erkendelse, og jeg vil meget hellere være i den del af sorgfasen der omhandler håbet om, at det bare er en ond drøm, velvidende at det kan jeg ikke. Men nogen gange må det da være okay bare at drømme sig til lykken, det er jo drømmen om dig der skaber glæden og giver smil på læben - det er der ingen der kan eller skal tage fra mig, for pokker det er jo det eneste jeg har tilbage af dig.....

Nå men da vi kom hjem fra din have fik vi hjemmebagte boller og varm kakao, vi havde sat dit flag på bordet - så du det. Amalie og Emil legede sammen imens vi spiste boller.Blog ImageDa klokken nærmede sig dit fødselstidspunkt (17.44) gik vi alle udenfor for at fyre nogle raketter op til dig. Far mente at du hellere ville have flotte farver på himlen i form af reketter end balloner, så i år fik du altså farvestrålende stjerner på himlen - jeg håber du så dem og nød dem ligeså meget som os, det var rigtig smukt. Til aftensmad fik din hofret : Pasta med kødsovs - og lillebror fik det samme som os og ved du hvad, jeg tror han kommer til at elske det ligeså meget som du gjorde - han havde i hvert fald kødsovs i hele hovedet!!

Da vi havde spist tog Far og jeg op til dig igen, uden lillebror - han blev hjemme sammen med Morfar og Mormor Inge. Det var så smukt hos dig - smukt men så meningsløst. Blog Image

Jeg håber din dag i himlen var god og at alle de andre små engle fejrede dig - fik du en lagkage med 3 lys i og sang de fødselsdagssang for dig? Vi sang ikke fødselsdaggssangen for dig her nede på jorden - det synes jeg ikke rigtig paser sammen når du ikke er her, men jeg vil godt indrømme overfor dig, at jeg nynnede den inde i mit hoved, da vi sad hos Faster Camilla og Onkel Matt og spiste morgenboller, med flag bordet, ja min skat du er blevet fejret i hele landet... Vi har modtaget mange søde ord med ønsket om en god fødselsdag til dig. Det varmer SÅ meget, at folk fra nær og fjern husker dig - mere end de aner!! Alle savner dig jo, men det ved du.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal slutte mit brev til dig i dag, jeg har slet ikke lys til at stoppe med at skrive - det er som om jeg har fået en direkte linie op til og når jeg ligger på, så forsvinder du og jeg ved ikke hvornår eller om, jeg får forbindelse med dig igen..... Jeg håber du kommer og besøger mig i mine drømme i nat - jeg ved du ofte er på besøg hos os. Jeg siger det ikke til nogen, men jeg er ikke i tvivl og jeg nyder det, så kom du bare forbi igen, det giver mig styrke til at leve videre.

Jeg elsker dig min Skat, det ved du og jeg savner dig ubeskrivelig meget, det håber jeg du ved. Kys til dig, min lille himmelprinsesse også fra Far og lillebror. Sov godt i din himmelseng, put dig under dynen og drøm om alle de gode stunder vi nåede at have sammen - så vil jeg gøre det samme.

Kys i panden fra Mor.

P.S. Tusind tak for de flotte julegaver jeg fik af dig og Emil, dem er jeg meget glad for :-)Blog ImageNår nu jeg ikke kan give dig dit fødselsdagskys giver jeg det til Emil - med dig i mine tanker....Blog Image

Blog ImageSe lige her Sofie, billedet af dig og Morfar i januar 2007 og så billedet af Emil og Morfar på din fødselsdag i år. Man kan godt se, I er søskende, synes du ikke? Emil låner din flyverdragt, selvom den er lyserød indeni - jeg synes det er dejligt at bruge den igen.Blog ImageBlog ImageMorfar sagde en dag, kort tid efter din død, at han glædede sig til at Mor igen havde liv og glimt i øjnene, som her på billedet med dig og Far (det hænger iøvrigt på vores opslagstavle, men det ved du vel) Jeg synes at jeg kan mærke liv i mine øjne igen - mest på grund af lillebror!!Blog Image

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post206

Hvorfor ?

Breve til SofiePosted by Christina Tue, February 05, 2008 11:57:42

Kære Sofie-Trold.

Ja nu varer det ikke mange dage før jeg løber tør for billeder der stadig kun er et´år gamle. Faktisk er det sket..... Det er mærkeligt og jeg kan ikke forstå, at det på lørdag er et år siden jeg sidst hentede dig i vuggestuen, hyggede med dig inden Far kom hjem og vi kørte herover til Faster Camilla, Onkel Matt og dine kusiner. Det var fredag og vi skulle hygge os - det gjorde vi også, det var en god fredag aften med alt hvad det indebære. Lige til kl 23.45 hvor vi skulle hjem.......

Jeg kan ikke forstå hvor tiden er blevet af, for savnet er her stadig, fortvivelsen og frustrationen sidder stadig så dybt i mig - hvorfor skulle du dø, hvordan kan det være at du glemte at trække vejret. Sofie jeg forstår det ikke og kommer nok aldrig til det, ligesom jeg aldrig, aldrig kommer til at acceptere, at noget så ondt kan ske. Det gør ondt i mit hjerte når jeg tænker på, at jeg skal undvære dig resten af mit liv - det stikker så dybt, dybere end man vidste noget kunne stikke og smerten er uudholdelig.

Men alle vores oplevelser, alle de kys og kram vi nåede at give dig, dem husker jeg - jeg mindes dem og jeg smiler ved tanken og bliver varm om hjertet. Du er noget helt specielt, ikke bare for mig, men for alle du mødte på din vej. Du skal vide Sofie, at du har gjort stort indtryk på så mange af de mennesker du mødte i dit korte liv. Kan du huske den dag hvor vi to var i Lyngby, vi sad og kiggede på dem der gik forbi os. Du i din barnevogn og Mor på en af bænkene i centeret. En ældre dame kom og satte sig ved siden af mig og kiggede på dig og smilede og hendes smil blev, som altid gengældt fra dig. Hun sad og pludrede med dig og da hun gik kiggede hun på mig og sagde "Man kan faktisk godt sige, at du er millionær når du har sådan en guldklump" Jeg blev glad og i dag bliver jeg så stolt når jeg jeg tænker på det. For du er min guldklump den bedste og største jeg har - og uanset hvad, så vil du altid være min første guldklump.

Jeg savner dig så meget Sofie, mere end man kan beskrive med ord, men jeg tror du kan mærke det - jeg tror du kan høre mine tanker og mærke mine følelser, eller det håber jeg, for så ved jeg, at du modtager alle mine tanker, følelser og dermed mærker mit kæmpe savn.

Jeg ville så gerne have dig hos mig igen, kysse og kramme dig. Vi bor jo her hos Faster og Onkel og det er dejligt med liv omkring os, når dine kusiner løber rundt og leger, men vi mangler dig. Mangler at du også ser børnetime, spiser rosiner og skal op og i bad inden sengetid..... Vi sover i "vores værelse" og jeg fornemmer at du ligge mellem Far og jeg ind imellem. Det er dejligt Trold kom endelig hver nat.

Mor afleverede både Isabel og Anna i går og hentede dem igen og vi havde en god dag med sjov og hygge. Jeg kan vise dig nogle af de billeder vi tog imens vi tegnede, når jeg finder ledningen til kameraet.... Blog ImageDine to kusiner og Onkel Matt - jeg er sikker på, at Onkel Matt sagtens ville kunne have båret dig også...Blog Image

Kusine Isabel synes det er sjovt når jeg tager billeder.... og kusine Anna kan også gøre sig til. Her er hun balletdanser til fastelavn - solbrillerne er hendes eget præg på udklædningen :)

Blog ImageBlog ImageHer tegner vi - Anna har fået en klovnehat...bagefter skulle jeg have den på.Synes du ikke jeg ser fjollet ud Sofie?Blog ImageHar du hørt at kusine Anna kan sige Onkel Søren og Tante Christina, hun kalder på os hele tiden. Hun siger også baby, tror du hun tænker på lillebror når hun siger det? Lillebror skal hedde Emil, men det ved du jo godt (det har vi jo fortalt dig som den første) vi synes det passer så godt til dit navn. Vi glæder os til han kommer ud til os, glæder du dig ikke også til at blive storesøster???

På fredag kommer Far og jeg over til dig i Skanderborg, vi glæder os til at besøge dig, men ved ikke rigtigt hvordan det bliver. Jeg håber du hjælper os gennem lørdagen på en god måde, for det er altså en mærkelig dag synes jeg. Moster Christina kommer også, hun har lovet at lave flæskesteg - det vil Far gerne have. Og ved du hvad mere....Onkel Mads og Tante Marit er flyttet til Århus, dem skal vi besøge på søndag - kommer du med og ser deres nye lejlighed? Åhh Sofie der er så mange ting jeg gerne ville have vist dig, så mange oplevelser jeg gerne ville have givet dig og delt sammen med dig, men du er her ikke, så du og vi må nøjes med at du følger os i det hele, fra din lille sky.

Jeg vil slutte igen min skat, men du ved at jeg selvom mit brev slutter nu, så er mine tanker stadig og altid hos dig. Pas på dig selv og alle de andre engle, små som store og kom endelig herned og sov igen i nat.

Mor elsker dig herfra, ned i storetåen, op i himlen og hele vejen tilbage igen - og det er meget.

Kys i panden til dig min lille Prinsesse Sofie.

Mor.

Blog ImageMan må gerne være træt når man lige har haft en af sine første dage i vuggestuen. Godt at man altid kunne se Bamse og Kylling så !!

Blog ImageJa der gemmer sig mange ting inde under vasken - og hov man kunne sørme også selv sidde derinde...Blog Image

Billedet er ikke helt skarpt men stadig sødt...

Blog ImageDisse billeder er de sidste vi selv har taget af Sofie, her er vi i Støvring hos Trine og Jacob og lille Amalie. Du var meget interesseret i Amalie, kan du huske det Sofie...

Blog ImageMen også i kameraet, selvom du faktisk var lidt sløj og forkølet i denne weekend.Blog ImageDu ville hjælpe med at give Amalie tøj på. Selv havde du din fine kjole på fra Farmor og Bedstefar.

Blog ImageHer er det sidste billede vi har taget af dig Soife. Det er fra d. 3. feb 2007...................

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post133
Next »