Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Din beskyttende lille hånd.

Breve til SofiePosted by Christina Fri, October 05, 2007 21:42:54

Kære Sofie. Kære Trold. Kære Prinsesse. Kære elskede og savnede lille skat.

Synes jeg har svært for tiden. Jeg kan ikke rigtig få taget hul på mine tårer og kan ikke finde ord der beskriver mine tanker. Jeg prøver alligevel, måske et brev til dig kan hjælpe mig..... Da jeg havde skrevet overskriften trillede den første tårer ned af min kind, hvilket jo beviser, at selvom jeg føler mig stærk og til tider robust, så er jeg så skrøbelig. Føler mig ikke spor klar til at skulle klare resten af livet uden dig.

Jeg mangler dig i alt hvad der sker. Årstiden byder på gåture i skoven og jeg vil give alt for at have dig med i klapvognen, se dig løbe i alle bladene, som mindst ville gå dig til midt på benene. Høre dine glædesudtryk over dyrene i skoven og jeg ville elske, at betragte dig, se dig suge til dig af oplevelser. Du udfordrede altid livet og udforskede alt der var dig muligt.

Der er gået lang tid siden jeg sidst skrev til dig her på bloggen, men du skal vide, at det ikke er ens betydende med, at jeg ikke tænker på dig og savner dig. Jeg tænker på dig konstant og savner dig hele tiden, bedre kan jeg ikke beskrive det.

Jeg ved at du kommer og putter hos os en gang imellem om natten, tak for det min skat, det giver os styrke til at leve. Jeg ved, at du er hos os hele tiden og følger med i hvordan vi har det og klarer os. Og jeg ved at du passer på os og beskytter os, du hjælper os igennem de svære dage og giver os solens varme stråler når vi trænger mest til det. Jeg har haft brug for dine stråler, så tak for alle dem du har sendt de sidste dage.

På tirsdag er det igen d 9. Men ikke hvilken som helst 9. Onkel Mads har fødselsdag, vi skal til kontrol på hospitalet og om aftenen er der sorggruppe. Men inden sorggruppen, tager jeg ind på Rådhuspladsen. Der sætter foreningen for spædbarnsdød to vægge op, hvorpå forældre der har mistet et spædbarn kan sætte et billede/en tegning af deres barn og tænde et lys. I min verden er du jo ikke et spædbarn overhovedet, men det skal ikke forhindre mig i, at tage derind og tænde et lys for dig, min datter. Jeg tager ikke et billede med af dig, men mit lys er det der lyser mest, så du kan se det fra din lille sky - jeg håber du tager med mig hele dagen. 8 måneder....jeg fatter det ikke, håber du holder dine små beskyttende hænder over mig hele dagen, for det bliver en dag med blandede følelser.

Mit savn bliver ikke mindre med tiden, tværtimod så synes jeg på nogle tidspunkter, at det bliver svære og svære at styre savnet. Det er som om, at jo længere tid, der går imellem mine Sofie dage, jo mindre kontrol har jeg over dem. Lige pludselig vælter det bare for mig, som i onsdags da jeg var inde i Lyngby. Der var mange mødre med deres små børn i barnevognene, alle glade og uvidende overfor hvor meget ens liv kan ændres på bare 2 minutter..... Jeg blev nød til at tage hjem!! Tænker at det er fordi jeg i de sidste uger har haft fokus flere steder og derved ikke altid har givet mig selv lov til Sofie-tiderne. Jeg ved at det ikke hjælper, man kan ikke udskyde Sofie tid ret længe, ligesom jeg ikke kunne udskyde dine behov da jeg havde dig.

Jeg tog ud i dyrehaven her til aften, for at gå en tur i en skov der er så stor, at man kan føle sig alene. Det lykkedes, der var kun mig og dyrene. Solen var ved at gå ned, så lyset var smukt og satte gang i alle mine tanker om dig, jeg græd ikke men smilede mest, for tankerne om dig gør mig mest glad. Det er kun en tanke der gør mig ked af det - tanken om, at jeg ikke fysisk har dig mere............

Sofie, jeg vil slutte mit brev til dig, det satte gang i mine tårer og om jeg fandt ord der beskriver mine følelser, vil jeg lade være op til dig at vurdere. Vil blot sige, at jeg håber du ved jeg elsker dig, savner dig, mangler dig og konstant tænker på dig, som det første når jeg vågner om morgenen og det sidste inden jeg lægger mig til at sove. Du er min skønne prinsesse, min engel, min Sofie.

Jeg elsker dig herfra, ned i storetåen, op i himlen og hele vejen tilbage igen.

Kys i panden fra Mor.

Blog Image Sofie i bad 5. okt 2006

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post103

Din lille bandit....

Breve til SofiePosted by Christina Thu, July 05, 2007 09:54:28

Kære Sofie skat.

I går havde jeg skrevet et langt og meget følelsespræget brev til dig her på siden. Da jeg ville gemme det var jeg på mystisk vis blevet logget af siden og derfor "mistede" jeg brevet.

Først blev jeg rigtig frustreret, for det havde virkelig kostet tid og mange tårer, men så var det jeg kom til at tænke på dig. Det var garanteret dig, der havde læst med, da jeg skrev brevet og så i mellemtiden logget mig af - for brevet var jo til dig, så de andre skulle måske ikke læse det?? Ved det ikke, men det hjalp lidt på min frustration over at have brugt så lang tid på det, uden at kunne "sende" det til dig.

Så derfor får du i dag dette brev min lille Trold - din lille bandit, men jeg havde jo på en måde selv bedt om det. Skrev jo at jeg savnede at lege med dig og der legede du jo "borte - tit tit" med mig.

Kære lille prinsesse, far og jeg savner dig ubeskriveligt meget for tiden. Vi havde et fantastisk bryllup og nød dagen, MEN vi manglede dig, savnede dig helt forfærdenligt, hele dagen. Her efter vi er kommet hjem, er tomrummet bare endnu større. Vi kan ikke forstå, at du aldrig mere kommer til at ligge imellem far og mig inde i sengen. At vi aldrig mere skal lave fis og ballade, danse og synge. Bare det at vaske tøj, hvor du altid hjalp - eller forsøgte. Du tog også noget tøj og puttede ind i vaskemaskinen - og ud igen. Det var så hyggeligt når du hjalp mig, skat.

Jeg er blevet hjemme fra arbejde i dag, har ikke rigtig sovet ordenligt de sidste par nætter. Drømmer så meget om dig. Det er dejligt men også hårdt, du er så levende og SÅ dejlig i drømmene, men du er her ikke når jeg vågner - det er så smertefuldt.

Jeg savner dig Sofie og jeg elsker dig, fra mit hjerte, ned i storetåen, op i himlen og hele vejen tilbage igen, håber du ved det og kan mærke det??

Bare du var her!!!!!!

Kys i panden fra Mor.Blog Image

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post48

Tak for fødselsdagsgaven.

Breve til SofiePosted by Christina Fri, June 22, 2007 12:39:26

Kære Sofie.

Tusind tak for de fine gaver, du havde fået far til at købe fra dig. Jeg er rigtig glad for dem. Da jeg så, at du gav mig en cykelhjelm, tænkte jeg, ja selvfølgelig, du har jo givet mig meget til min cykel. I julegave fik jeg f.eks. cykelkurven, så jeg stadig kunne handle, slvom du var med på cyklen. Jeg er glad for hjelmen og ja jeg skal passe på mig selv, ligesom vi passede på dig, når du var med på cyklen.

Det smukke smukke guldarmbånd er jeg rigtig glad for - det er lige som jeg kunne ønske mig og det passer perfekt til din halskæde. Den halskæde far og jeg gav dig til din barnedåb har jeg fået - jeg har den på altid, for på den måde er du helt tæt på mig.

Jeg savner dig meget min lille skat. I disse dage hvor der sker så meget i vores lille familie er det bare så hårdt at du ikke er her. Jeg tænker på dig hele tiden, på at du ville have nydt alle de mennesker, men at du ville ind imellem have siddet på min arm og nydt dem, for der var trygt og godt. Jeg havde glædet mig til at se dig i en lille prinsesse kjole i morgen - havde håbet du kunne sige "mor fin" når vi kom til kirken..... Tænker tit på, hvad du ville have kunnet nu. Hvad ville du gøre og hvad ville du sige. Jeg er ikke i tvivl om, at du ville have været lige så meget fremme i skoene, som du altid og hele tiden var. Kan lige se dit frække smil og spil i øjnene - du var en lille frækkert, var du.Blog Image

Jeg håber du fik mine sommerfuglekys i onsdags - jeg sendte i hvert tilfælde mange op til dig. Jeg håber også, at du er med os i morgen. Jeg kigger over til dig når morfar og jeg kommer til kirken, men kommer først helt over til dig når far og jeg kommer ud af kirken. Vi har din buket blomster med, dem får du når vi er blevet gift. Tænk skat, så hedder vi det samme til efternavn, det glæder jeg mig til. Håber vi får nogle gode billeder fra din grav, når vi i morgen sætter blomsterne hos dig. Det er jo vores familie-bryllupsbillede.

Jeg ved du er med os hele dagen og natten med og jeg glæder mig til at mærke dit nærvær. Håber du sende styrke, glæde og varme ned til os - ikke noget med at lege med regnvejrsmaskinen i morgen vel :)

Pas på dig selv, hvis man kan sige det til dig, hvor du er nu? Jeg savner dig og jeg elsker dig - herfra, ned i lilletåen, op i himlen og hele vejen tilbage - og det er meget.

Kys i panden til dig min lille Trold.

Mor

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post43

Savner dig solstråle

Breve til SofiePosted by Søren Tue, June 05, 2007 23:55:50

Hej min dejlig prinsesse.

Savner dig helt vildt Trold. Kan ikke forstå at du ikke er en del af vores hvedag mere. Vi villle så gerne have at du var her. Ville så gerne have lært dig så mange ting. Dit altid glade gå på mod, når du skulle lære noget nyt og din fars kæmpe tålmodighed.

Har snakket lidt med sommerfuglene på golfbane idag, og blev helt varm om hjertet ved tanken om når mor og dig sang, sangen om sommerfuglen. Har lige set det video klip med med Mormor Inge og dig, du var så sej. (hvor I synge sommerfugl sangen). Du er bare fantastisk.

Nu vil jeg gå ind og lægge mig ved siden af din mor, og jeg skal nok give hende et kys i panden fra dig.

Elsker dig overalt på denne jord.

Far

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post29

Tak for blomsterne.

Breve til SofiePosted by Christina Sun, May 13, 2007 19:36:44

Kære Sofie.

Tusind tak for den smukke buket roser du har givet mig. Jeg blev så glad da Far kom med dem og sagde, at de var fra dig. Du skal også have tak for kortet der var med. Vil blot fortælle dig, at det er dig der gør mig til verdens bedste mor. Jeg kunne ikke ønske mig mere, end at være mor for dig.

Ville have været så dejligt, at kunne give dig et kys og kram og dermed sige tak for blomsterne. Jeg håber dog, at vi snart kan opfylde dit ønske om at blive storesøster, men det kommer Sofie, det ved vi begge. Sofie du bliver en god storesøster, du vil passe godt på os alle sammen det ved jeg. Havde du været hos os, er jeg sikker på, at du ville have hjulpet med alt hvad du kunne. Du ville f.eks. være kommet med din sut, hvis din lillesøster/bror græd -det er jeg sikker på, for det gjorde du allerede til dine dukker og bamser. Tænk at være så omsorgsfuld i så ung en alder - siger det ikke bare alt om dig!!

Sofie, jeg savner dig min lille trold. Jeg tænker på dig hele tiden og nu vil jeg sende dig smil og varme tanker hver gang jeg kigger på blomsterne fra dig. Tak for dem, min skat.

Jeg elsker dig.

Kys, kram og dyt dyt på din næse fra Mor.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post14

Hvorfor er du her ikke?

Breve til SofiePosted by Christina Fri, May 11, 2007 15:32:37

Kære skønne dejlige Sofie.

I dag er det fredag og jeg har fri, har sovet længe, ligsom jeg gjorde for 3 måneder og 2 dage siden. Tænk, at det er så længe siden, at jeg havde dig hos mig. Ville så gerne cykle en tur med dig i dag, ligesom vi gjorde det den fredag.

Sofie, min skat, jeg savner dig så frygtlig meget, vil så gerne holde dig i mine arme igen, kysse dig og give dig verdens største kram. Fortælle dig hvor højt jeg elsker dig - herfra, ned i lilletåen, op i himlen og tilbage igen, og det er meget - som jeg altid sagde til dig.

Du var så fantastisk en pige og jeg kan ikke forstå hvorfor det skulle være dig der skulle herfra. Du havde et godt liv og du havde livet foran dig. Der er så mange ting jeg ikke nåede sammen med dig. Jeg havde glædet mig til det blev sommer og du kunne rende rundt på græsplænen med bar numse - du ville ha elsket det. Hvis du tissede, tror jeg, du ville ha kigget ned på dine ben og fødder og have sagt "hov" og grinet, for det var da noget sjovt noget.....

Jeg savner dine små skøre indfald, du havde altid gang i en leg og kom tit og ville have mig med til den - du viste mig stolt, hvad det var du lavede og så smilede du eller grinede og kom hen til mig og gav et kram. Jeg savner dine kram, dine lyde - Sofie jeg savner dig SÅ meget, hele tiden.

Tænk, at du min lille Trold, aldrig mere skal have visket i dine øre, at du er den smukkeste og dejligste Prinsesse jeg har. Jeg kan kun sige det ud i luften eller op til din stjerne, men aldig mere direkte til dig. Sofie, jeg elsker dig, det håber jeg du er klar over, hvorend du er???

Vi skal til din fætter Thors konfirmation i morgen, det er ned i vores kirke Sofie, den hvor vi gik til "sutter og salmer". Jeg er lidt nervøs for hvordan det bliver at komm derned igen. Vi skulle jo have haft dig med. Du skulle have haft den brune kjole fra Farmor og Bedstefar på eller måske havde vi købt en ny. Der er så mange smukke kjoler i din størrelse og det gør så ondt, ikke at skulle købe dem til dig. Ikke at skulle sige, "Se Sofie, mor har købt en fin kjole til dig"....

Sofie jeg håber du har det godt og laver sjov og ballade, der hvor du er nu og jeg håber du kan kigge ned til far og mig og se at vi savner dig, at vi er kede af det, men alle vores tårer blot viser en brøkdel af vores kærlighed til dig.

Kys til dig min skat -min engel- fra din Mor.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post12
« Previous