Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Julekort.

Høy OlrikPosted by Christina Fri, December 21, 2007 11:07:52

Blog ImageHermed vores julekort til alle I søde mennesker derude.

Kære Alle venner og familie.

Først vil vi sige mange tusind tak for alle de smukke julekort med skønne billeder af jeres børn og de meget rørende ord til os. Det har været med glæde, smil på læben og ikke mindst mange tårer trillende ned af kinderne, at vi har læst dem. Men I skal vide, at det varmer at vide, at vi ikke er de eneste der savner Sofie og mangler hende i disse dage. Det stikker i vores hjerter når vi læser jeres ord, men det er kærlige stik og de rammer dybt.

Ja år 2007 har for os været meget blandet. Det startede jo godt, med Sofie i vuggestuen, hvilket hun bare elskede. Hun synes det var fantastisk med alle de andre børn og alt det legetøj, men ingen tvivl om, at hun også elskede når vi hentede hende igen.....åhh er der noget bedre, end at blive modtaget af en lille pige med strakte arme op til sin far og mor, med et kæmpe smil og et hej !!? Tiden blev desværre for kort i vuggestuen, da hun d 9. feb om aftenen faldt i en alt for dyb søvn og desværre aldrig vågnede igen. Det skabte panik og kaos i vores liv- et kaos vi stadig har og nok, på et eller andet plan, altid vil have.

Sofie er vores lille prinsesse, en rigtig lille trold og der går ikke en dag, en time eller et sekundt, hvor hun ikke er i vores tanker. Hun er med i alt hvad vi foretager os, hvilket er vigtigt for os. Derfor var det også naturligt for os, at hun skulle være en del af vores bryllup, ligesom hun skulle have været det -så brylluppet skulle være i Skanderborg, så Sofie kunne være den første til at se sin mor i kjolen, lige inden jeg gik ind i kirken, og den første til, at se både mor og far komme ud af kirken. Vi havde en god dag og nød at have alle vores venner og familie omkring os.

Sommeren har også været blandet, men vi er på mirakuløs vis kommet hele igennem den. Efteråret bød dog heldigvis på en god nyhed og det var en lettelse og med stor glæde i stemmen, at vi kunne ringe rundt og fortælle, at Sofie skal være storesøster. Lillebror, som det bliver, har det godt og trives inde i maven. Vi glæder os til han kommer ud til, at lære ham at kende og ikke mindst til, at fortælle ham om hans fantastiske storesøster Sofie.

Tiden har siden Sofie døde været præget af sorgen og kampen for at overleve. Det svinger meget, men vi skal nok klare det, men det er der to grunde til. Den første og for os den vigtigste er, at vi har lovet Sofie, at vi lever videre og giver hende søskende, som vi skal være ligeså gode forældre for. Den anden grund er, at vi ikke har noget valg. Vi er ikke blevet spurgt om vi kan klare det - vi skal bare!!

December har været rigtig svær og meget hård for os, vi savner Sofie mere og mere for hver dag og julestemningen har vi besluttet os for at gemme til næste år. Næste år kan kun byde på gode og positive oplevelse for os - det fortjener vi, synes vi selv. Vi ved at det bliver svært at flytte fra lejligheden, Sofies hjem- og vi ved at d.9. feb bliver rigtig, rigtig svær, men vi ved også at lillebror kommer til verden og dermed giver os en glæde og en mening med livet igen.

For til sidst at vende tilbage til denne jul, vil vi gerne sige tak for de søde ting I alle har gjort for os, I har alle været der i løbet af året og ikke mindst her i dec har I støttet op om alt det svære ved julen og Sofies fødselsdag. Vi takker mange gange gange for adventskalender, julekager, Sofie julepynt og ikke mindst alle jeres smsér og telefonopringninger. Vi er så heldige, at have venner og familie som jer - tusind, tusind tak!!

Glædelig jul til jer alle og vi ønsker jer alle et godt og lykkebringende nytår.

Kærlig hilsen Familien Høy Olrik - Søren & Christina, Sofie & Lillebror.

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post123