Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Her er resultatet fra min aften med Kirstine, journalist studerende.

SofiePosted by Christina Sun, December 05, 2010 12:11:46

Uforbeholden kærlighed dør aldrig

Døden skiller ikke forældre fra deres børn. Kærligheden til et dødt barn lever videre, hvilket Christina Høy Olrik også mærker, efter hende og hendes mand mistede deres datter, Sofie. Sofie var kun et år, da hun døde.

Af Kirstine Jakobsen

For cirka fire år siden mistede Christina Høy Olrik og hendes mand deres datter, Sofie, på grund af vuggedød. Det vigtigste de kunne give deres Sofie var kærligheden. Den uforbeholdne kærlighed som fylder kroppen på en varm og fantastisk måde, den kærlighed der gør, at alt andet bliver mindre vigtigt og den kærlighed, som kun findes til egne børn. Da Sofie blev født, blev denne kærlighed forankret hos Christina og hendes mand.

Christina bor i dag sammen med hendes mand, og deres to et halvt år gamle søn, Emil. De bor i et helt almindeligt parcelhus. Ude fra kan man ikke se, at her er en familie på fire.

Dagen ingen forventer

Sofie var næsten lige startet i vuggestue, den dag hvor hun dør. Den dag havde Christina og hendes mand mulighed for både at aflevere og hente Sofie sammen. De tre havde en stille og rolig eftermiddag, hvor de ikke skulle nå noget – de var bare sammen. Om aftenen tog de ud til svigerinden, hendes mand og deres børn. Børnene legede, dansede og hyggede sammen. De blev puttet, og Sofie blev også lagt til at sove. I stuen hyggede forældrene videre med en video.

Da de senere på aftenen skulle hjem, forsøger Christina at vække Sofie. Men hun trækker ikke vejret. Christina forsøger selv at genoplive hende. Der er panik. Falckredderne kommer og overtager, og de bliver kørt ind på sygehuset. Men Sofie er død. Alle undersøgelser og blodprøver ved obduktionen pegede på , at hun var død af vuggedød. Sovet stille og udramatisk ind.

Christina er fysisk ikke stor, men hendes stemme fylder stuen op. Hendes øjne er fortællende og hendes arme peger og beskriver, så man ikke er i tvivl om, hvordan det var. Når hun fortæller hendes historie, er hun ikke længere nærværende i rummet. Hun befinder sig der, hvor hendes liv væltede.

Det tankevækkende liv med Sofie

Dagene efter Sofies død, var Christina og hendes mand i chok. De kunne hverken spise eller sove. Livet gjorde ondt. Deres hjem var blevet tomt og stille. Efter et par måneder var de begge to tilbage på arbejde. Men det er svært at forcere sorgen væk, hvilket de godt vidste. Christina startede ikke på fuld tid, men på trods af det, var der dage, hvor hun alligevel ikke mødte.

”Vi kalder det Sofie-dage, og jeg har taget mange Sofie-dage, så mange, at det ikke kan tælles på en hånd”

Der er nemt at se, Sofie stadig er en stor del af deres liv og kærlighed. På køleskabet i køkkenet hænger der billeder både af Sofie og Emil. På væggene hænger der ”mor, far og barn” billeder i sort hvid. Tre med Sofie og tre med Emil. Smukke billeder med glade børn og tilfredse forældre.

Det var vigtigt for både Christina og hendes mand at gøre familie og omgangskreds klar på, at de stadigvæk ville betragtes som forældre. Selvom de havde mistet Sofie. Det var vigtigt, at de ikke blev isoleret fra de venner, som havde børn, men stadigvæk kunne deltage som Sofies forældre.

For Christina fyldte kærligheden helt enormt. En mor-kærlighed hun ikke kunne komme af med. Selvom hun sad og nussede et barn, var det ikke hendes barn, og hun kunne ikke komme af med den kærlige mor omsorg. En omsorg der fyldte kroppen.

Kærligheden skaber bånd

Livet har ændret sig. Nu har de også Emil, der kræver dem. Sofie står ikke fysisk, og kræver deres opmærksomhed eller kærlighed. Men hun bliver stadigvæk husket og fejret. Til fødselsdage sender de balloner og fyrværkeri. På mors og fars dage spiser de is ved hendes grav. Til jul stiller de bamser på graven. De har mange traditioner, og de holder fast i dem. Det er vigtigt for dem at vise og håndgribelig gøre den kærlighed, der er til Sofie.

For Christina er det vigtigt, at familie og venner også husker Sofie. Og hun nyder det, når hun kan se billeder i vennernes hjem af Sofie, eller ser sangen fra begravelsen stadig hænger på familiemedlemmernes køleskabe. Men alligevel er der enkelte, der glemmer det.

”Jeg ved godt, at livet er gået videre for folk. Men jeg bliver ked af det, når de glemmer at skrive hende med på julekortet. Jeg ved også godt, at de ikke gør det i ond vilje. Men jeg bliver altså ked af det”.

I det ene hjørne af stuen er der indrettet en legekrog til Emil. Henne over legehjørnet hænger billeder af både Emil og Sofie. De ligner hinanden, men man kan fint se, hvem der er hvem. De ser begge frække og glade ud. Det er tydeligt at se, at de føler sig trygge og godt tilpas. En tryghed og et selvværd der kommer af den kærlighed, de to børn vokser af – kærligheden fra deres forældre. Emil kommer aldrig til at møde sin storesøster, men han hører om hende dagligt. Han siger selv, at hun sidder oppe på stjernerne.

”Sofie lever igennem os, og forhåbentligt kommer hun også til at leve gennem Emil og nye søskende. De har aldrig kendt hende, men vi kan give dem en oplevelse af hende”

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post319