Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Sorrggruppe i december.

SofiePosted by Christina Wed, December 15, 2010 11:39:01

Sidder i toget på vej hjem fra endnu et møde i sorggruppen og føler at jeg må skrive endnu et indlæg på bloggen omkring sorg, julehygge og ikke mindst savn.

Hvad er en sorggruppe egentlig tænker jeg….en gruppe hvori man sørger, eller en gruppe man bliver "puttet i", som med en mødregruppe, bare med modsatte fortegn? Vi har ikke børn på samme alder som vi snakker soverytme, skemad og bleskift om. Vi har mistet børn på ca. samme tid. Og vi taler det samme sprog, vi drøfter glæder, savn, oplevelser, både dem vi havde med de små, og dem vi har efter de er døde. Vi er blevet venner, venner som forstår og føler med hinanden. Venner der kan mærke de dybe jag i hjertet, klumpen i halsen og tårerne der presser på. Venner som også oplever at dagen pludselig bliver trist og uoverskuelig, fordi man bliver ramt at sorgen. Venner man har for livet, men som man egentlig helst ikke ville have mødt, for omstændighederne for venskabets opståen ville jeg gerne være foruden. Men de er mine venner, Sofies venner.

Min computer kender ikke ordet sorggruppe – er det fordi det i princippet ikke burde findes, eller fordi der (heldigvis) ikke er så mange der har brug for en sorggruppe? Jeg har uden tvivl brug for min, for her kan jeg få forstående nik og bekræftende medfølelse, når jeg fortæller at julen er svær, stemningen er langt væk og at det er hårdt at finde den frem, men at vi gør det. Vi gør det fordi vi bliver nødt til det, vi har andre børn der har krav på julen med alle de traditioner og glæder den indebærer. Så må vi tage os sammen og være med. Men nogle dage har jeg mere lyst til bare at sidde på bænken hos Sofie og kigge på hendes billede, tænke at sneen ligger som en tryg dyne over graven og beskytter hende. Kigge på billeder fra den korte tid vi nåede at have hende, blive ked af det når jeg synes det hele er snyd. For det er snyd. Livet har snydt mig for at have min lille pige hos mig. Frataget mig retten og muligheden for, nogensinde at tage et fællesbillede af mine børn. Aldrig at kunne sige, ja vi kommer alle sammen, for det gør vi jo ikke. Sofie vil aldrig være med, hun vil kun deltage igennem Søren og jeg – siddende i vores hjerter og vores tanker.

Men bliver det ved at være lige hårdt hver jul. På sin vis ja, for hvert år er det som om, at tingene falder mere på plads. Som om Sofie vokser i mit hjerte, dermed fylder hun mere, men hun gror også mere fast. Så fast at jeg ved hun altid vil være der, at hun aldrig forsvinder og aldrig få en mindre plads. Mange af vores juletraditioner inkluderer hende og det gør til tider ondt, men det er oftest med glæde i hjertet at jeg tager hul på den del af julen der indebærer Sofie….

Glædelig jul til jer alle, store som små og en særlig tanke til englene….

God jul Sofie - jeg elsker dig!

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post320