Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Tillykke Sofie.

Breve til SofiePosted by Christina Mon, January 07, 2013 00:27:44

Kære Sofie.

Åhh jeg håber, ved og ber til, at du ved, at det at jeg ikke får skrevet til dig ikke betyder, at jeg ikke tænker på dig, savner dig, længes efter dig - elsker dig højere end højt. For det gør jeg.

Jeg tænker på dig hver dag, savner dig hele tiden og længes konstant. Du er min nr 1, den første i søskende"flokken" på nu 3. På grund af dig blev vi en familie, og bare det, at have så vigtig en plads i flokken, gør dig til noget ganske særligt.

Du er noget helt speciel - og nu er du blevet 7 år - sikke som tiden går, ja nærmest flyver afsted. Men som Moster Christina sagde da vi mødtes i din have d 28/12 - man er da ikke for stor til bamser, når man er 7, vel??

Nej det tror jeg bestemt ikke. Jeg tror at du ville have haft DINE bamser, nogen der bare har fulgt dig og jeg er overbevist om, at du ville ha værnet om dem. Nok ikke leget med dem, men de ville have haft en særlig plads på dit værelse og ikke mindst i dit hjerte.

Jeg kan sige det så skråsikkert, for når jeg ser på Clara, er jeg ikke i tvivl om, at I på mange punkter er/ville være ens - og hun værner om, passer på og elsker sin bamse og ikke mindst dukkerne. De bliver kysset, trøstet, får tøj på, bliver puttet så kært i dukkevognen, får mad i den høje stol og hun kysser dem så blidt på munden. Hun er simpelthen så omsorgsfuld og kærlig - ligesom dig!!

Åh hvor ville I have nydt hinanden, bliver så trist i hjertet når jeg tænker på alt det du og vi går glip af, fordi du ikke er her mere. Hvorfor skulle du ikke have lov til at vise os din kærlighed i længere tid, hvorfor måtte vi ikke beholde dig....

Lige netop det sidste spørgsmål, har du selv svaret mig på - tak for den ekstrem vilde oplevelse, jeg havde med dig i mine tanker og ikke mindst i mit hjerte. Den dag i september hvor jeg havde dig, talte med dig og mærkede din kærlighed. Det varmede så meget i mit hjerte, fik mig til at smile, jeg nød dig, talte med dig og selvom det for andre nok lyder mærkeligt, så gav det mig en fantastisk ro og tryghed, samtidig med at tårene bare strømmede ned af mine kinder.

Men jeg var rolig og glad bagefter, selvom det gjorde ondt at gå fra dig, men jeg ved du har det godt, ved at du er hvor jeg(vi) er og ved, at når jeg savner dig mest, så fylder du mit hjerte med lidt mere varme og kærlighed, så jeg kan mærke dig og aldrig er i tvivl om din tilstedeværelse.

Det gjorde både ondt og godt at dit svar på mit spørgsmål var: "Jeg prøvede også, jeg kæmpede for at få lov at blive, men jeg måtte ikke." Det gør mig glad at vide, at du ønskede, mere end noget andet, at være hos os, din mor og far, at du har kæmpet tolker jeg som at du kæmpede for os og dit liv med os, ikke at du har været bevidst om hvad der skete, for så er det en tanke med så meget smerte, at jeg ikke kan rumme den i mit hjerte. Det gør mig rolig at vide, at du har sovet godt, drømt sødt, været fyldt med kærlighed og tæt på de der elskede dig mest, da du måtte tage fra os.

Sådan er det i mit hjerte og sådan skal det også være. Vi har dig i vores hjerter, sender kys og tanker op til din stjerne hver aften og Clara kysser først billedet af Emil når hun skal sove og bagefter billedet af dig - hun ved ikke hvem du er, men jeg tror og håber på, at hun bliver ligeså tæt knyttet til dig, som Emil er.

Sofie skat, det har været et vildt år her ned på jorden og desværre har vi sendt en del af vores kære op til dig - du er min eneste trøst i de meningsløse dødsfald vi har oplevet og selvom jeg hellere (titusinde gange og mere til) ville have dig her hos mig, så ved jeg også at det får jeg ikke fysisk. Du kommer ikke tilbage til vores familie, det er en realitet, men så håber jeg istedet at du passer godt på dem vi har sendt op til dig. Mest af alle Emse, for hendes død er som din, SÅ urimelig - man skal ikke dø når man har livet foran sig!!

Suk Sofie, jeg har skrevet mange breve til dig - har dem som kladder i mit hovedet, for så er de hurtigst at sende op til dig. Jeg håber du kan mærke de mange hjerter fyldt med kærlighed der løfter brevene op til dig, for det er hvad det er - kærlighed.

Tænk at sådan et lille menneske som du var her på jorden, kan sætte så dybe aftryk, det er vildt at tænke på, men på den anden side så logisk, for du var jo kærligheden selv. Vi har dig med i alt, det håber jeg du mærker. Vi savner dig hele tiden, det håber jeg du ved. Vi elsker dig uendeligt, kærligheden den kan hverken fjernes eller minimeres.

Tillykke med din fødselsdag, håber du nød sang, flag, boller og aftensmaden ;-)

Tak for vores stunder her om natten, jeg nyder dem virkelig - og skal nok komme noget mere herind fremover, men som du ved har der været så rigeligt andet at bruge nætterne og fridagene på.

Kys i panden og på munden fra Mor (og de 3 andre som alle, i skrivende stund, sover sødt)

  • Comments(0)//www.hoy-olrik.dk/#post342