Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

2 år

Breve til SofiePosted by Christina Sun, February 08, 2009 23:29:19

Kære Sofie, min lille skønne Prinsesse.

Om et døgn er det 2 år siden jeg sidst løftede din lille barnekrop i mine arme, desværre var den allerede på det tidspunkt livløs, men jeg kan stadig mærke dig. Jeg savner dig hver dag, hele tiden og altid - du mangler så meget i mit liv.

På mange punkter gør det godt at vi har fået lillebror, men på mindst ligeså mange gør det ondt, for han minder mig om alt det jeg også havde i dig og får mig til at tænke på alt det jeg stadig skulle have haft.

Jeg savner dig så forfærdentlig meget og smerten er stadig så dyb og brændende at jeg nogen gange tænker, kan et menneske virkelig blive ved at holde til så meget - kan min krop blive ved at fungere eller stopper det bare en dag - jeg tror ikke nogen krop kan holde til en sådan smerte i mange år, så den må blive, om ikke mindre, så anderledes med årene, for ellers kan vi jo ikke leve. Jeg synes det er rigtig svært i år, selvom det ikke er første gang vi skal igennem din mindedag, så gør det bare stadig så pokkers ondt.

På mange områder føler jeg du er ved at forsvinde ud af mit liv - alle siger " I glemmer hende aldrig" og jeg ved de har ret, men hvorfor føles du så så langt væk, hvorfor er sorgen og smerten det første jeg tænker på når jeg fortæller andre om dig - hvorfor er det ikke det første kys du gav mig, alle dine kram, når du nussede mig i håret, puttede dig ind til mig eller sendte mig det frækkeste smil, hvorfor???

Alle de gange jeg har skrevet om dig på bloggen, har det været med stoltheden over at du er min datter, men jeg føler ofte jeg gentager mig selv. Hvorfor er livet så uretfærdigt, at jeg ikke kan få lov at tilføje nye billeder af dig, fortælle om dit liv, din udvikling, vise dem hvor stor du er nu og hvor dygtig du er blevet til at tale, hvordan du hjælper mig med lillebror og ikke mindst vise billeder og fortælle om alle dine påfund og nye ord, efter du er startet i børnehave? Hvorfor jeg skal undvære det, når alle andre (ved godt jeg ikke er den eneste - godt det samme og desværre ) får lov til det. Sofie det er ikke fordi jeg er bitter, jeg nyder stadig alt det vi nåede at have sammen med dig, men jeg synes det er frustrerende at du blev taget fra mig på den måde - jeg vil give alt for at få bare en time med dig igen.

Hvis jeg fik dig i en time, ville jeg ikke give slip på dig, jeg ville kysse og kramme dig og hele tiden dufte til dig, betragte dig og konstant fortælle dig, at du er verdens bedste, dejligste og mest fantastiske pige jeg nogensinde har holdt i mine arme. Jeg ville synge vores sange, nyde at se din begejstring over genkendelsen af dem, tage billeder af dig, filme dig og på samme tid fortælle dig, at jeg elsker dig fra mit hjerte, ned i storetåen, helt op i himlen og hele vejen tilbage igen.

Alt dette ville jeg gøre på samme tid, som mine tåre ville opløse mine kinder og mine øjne ville hæve op til tidobbel størrelse, og på samme tid ville jeg hele tiden kigge på uret og tælle minutterne og sekunderne til du igen ville forsvinde og jeg ville stå tilbage med tomheden, sorgen ville starte forfra og smerten ville skære dybere end jeg kan forstille mig......men jeg ville gøre det, for tiden sammen med dig ville være det hele værd. I bund og grund er det jo sådan livet er - når man elsker en så højt som jeg elsker dig, så er smerten, frygten og angsten for at miste også tilsvarende stor.

Sofie jeg ved du er hos os i morgen - ja altid og jeg håber og tror på, at du med alle mine daglige tanker og gøremål ved at du er elsket, savnet og aldrig bliver glemt. Jeg savner dig Trold, ligeså meget som jeg elsker dig. Kom og put sammen med Far og jeg i nat - ved at lillebror også vil elske, at du ligger i midten og åhhh hvor ville jeg ønske, at os 4 i sengen var en realitet.

Jeg slutter nu min skat, sov godt, drøm sødt og put dig ind til mig - vi ses i din have i morgen.

Kys i panden (og på resten af din krop) fra Mor

  • Comments(0)