Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Sofie

Breve til SofiePosted by Christina Thu, September 03, 2009 12:56:37

Kære Sofie.

En gang imellem er livet svært, hårdt og uretfærdigt og når man som mor og far har oplevet det værste i livet, nemlig at miste dig, skulle jeg mene at vi havde taget vores, familiens og vennekredsens del af uretfærdighed i livet, men sådan hænger det desværre ikke altid sammen. Tingene er ikke bare sort/hvid, selvom det imellem ville gøre det nemmere at forholde sig til og ikke mindst at forstå.

Vores hverdag er, hvis man ser den udefra og for dit vedkommen ovenfra, normalt. Vi er en lille kernefamilie som har det godt, passe vores job, elsker hinanden og trives i dagligdagens trommerum. Men i denne hverdagslykke og balance hersker et kaos, en tvivl, fygt, angst og fortvivlse over hvad livet har bragt og bringer os. I det store hele er vi kommet rigtig langt og godt ovenpå igen efter din død, men det er jo på ingen måde ens betydende med, at vores hjerter ikke stadig bløder. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dig og Emil. Men den store og urimelige forskel er, at når jeg tænker på Emil, glædes jeg over hans udvikling og kan ikke vente med at komme hjem og hente ham. Når jeg tænker på dig, glædes jeg også, men samtidig fyldes jeg med smerte og savn. Savn over b.la. ikke at kunne hente dig, spørge til din dag og følge din udvikling.

Emil deler dagligt og gladeligt kys ud til mor og far, flere gange om dagen. Vi får gerne et imens vi spiser aftensmad, måske som en tak for god mad og "jeg hygger mig, mor" og her til morgen hvor vi legede inde i stuen kom han også løbende hen til mig med det formål, at jeg skulle have et kys. Da han gjorde det, kom du igen i mine tanker - du var lige begyndt at ville dele kys ud og jeg husker specielt en morgen hvor vi lå inde i sengen og legede. Pludselig drejede du hovedet beslutsom imod mig og gav mig et kys. Jeg blev så glad kan jeg huske og så stolt over, at min lille pige kunne udtrykke sine følelser. Det savner jeg også at have en vished om hvordan du ville være nu, hvad ville du kunne og hvordan ville dig og lillebror have det sammen?

For tiden er jeg på noget uddannelse inde i Århus (ja det ved du nok, hvis du følger med i det?) og her har jeg, specielt i går, haft mange følelsesmæssige svære situationer. En underviser gav et eksempel med samarbejde og læring i forbindelse med at redde et lille barn fra at dø....jeg har fortalt de andre på holdet, at jeg har Emil herhjemme, men ikke at jeg også er mor til den skønneste og smukkeste prinsesse. Det er bestemt ikke fordi de ikke må vide at du også er i vores familie og heller ikke fordi jeg har glemt dig. Nej det er fordi det på mange måde gør alting mere kompliceret- Sofie det gør så ondt på mig at få den tanke. Du er jo på ingen måde kompliceret eller uønsket tværtimod, men desværre er menneskerne på jorden nogen gange fordømmende, fordomsfulde og nysgerrige på en mærkelig måde. Jeg tror ordet mærkelig er det bedste i denne sammenhæng, for de er jo ikke umenneskelige, ubarmhjertige eller egoistiske, blot mennesker som ville blive berørte af din og min historie, men som alligevel på den baggrund vil ændre deres syn på mig. Det jeg prøver at sige er måske bare, at jeg har brug for at være "Sygeplejersken Christina" og ikke "hende der har mistet sin datter", så derfor har jeg ikke fortalt om dig, min kære Sofie.

Du ved at jeg tænker på dig og når snakken falder på børn og Emil, ja så er mine tanker hos dig.

Mine tanker går rigtig meget i din retning for tiden, jeg synes livet har været barsk og umenneskeligt for mig i meget af tiden siden din død, men jeg prøver Sofie, jeg prøver at leve op til det jeg har lovet dig, da du levede og som far og jeg gentog flere gange, da du lå i hospitalssengen, alt for stille, kold og død, men stadig med et lille smil på læben og det ene øje lidt åbent. Vi prøver at holde styr på vores liv, samle vores tanker og følelser, så vi kan leve med dem i deres nuværende tilstand. De er flået og revet itu, men hænger dog stadig sammen, omend det i nogle situationer er i en tynd tråd, og jeg synes egentlig at vi klarer det nogenlunde Sofie.

Men livet tillader sig stadig at presse os, vi går ikke fri for de barske og store udfordringer, tvært imod synes jeg nogen gange de rammer os endnu mere nu. Er det fordi vi er blevet ramt hårdt en gang og dermed er nemmere at få øje på, når der skal kastes med nye skyts mod menneskelivet? Jeg ved det ikke, men jeg kunne godt bruge en fredet periode, faktisk skulle jeg mener, at resten af mit, familien og vennernes liv burde være fredet, men sådan er livet desværre ikke.

Sofie jeg ville sikkert have fortalt dig mange gange i dit liv, at jeg godt kunne forstå din frustration, se tingene det fra din side, men ville nok også have afsluttet med at sige, "Sådan er livet min pige, der er ingen der har lovet os, at det er nemt og smertefrit". Men en sådan kommentar skulle jo have omhandlet, dine frustrationer over noget tøj, en veninde, en kæreste eller afsked med disse. Sådan en kommentar er svær og barsk når jeg i dag må sige den til mig selv, for nu omhandler den afsked med personer jeg holder meget af, sygdomme jeg ikke kan gøre noget ved og døden - din død!!

Sofie jeg synes livet er hårdt og i perioder af det er det ekstra slemt. Intet kan måle sig med din død og det savn det har givet mig, det håber jeg du ved, men samtidig er din død også noget særligt, en kategori for sig selv, så når de andre problematikker bliver kastet i mit hoved vælter min verden igen. Og lige for tiden Sofie, er det som om jeg falder ned i det store dybe og til tider sorte hul, håber jeg snart får fat i en afsats, så jeg kan begynde min tur op igen.....og bare rolig Sofie, jeg skal nok komme op, det tager bare lige lidt tid, for jeg skal lige finde ordentligt fodfæste på afsatsen og få styr på retningen, inden jeg kravler op, men op kommer jeg. Det kan jeg mærke, så hvem ved, måske er jeg allerede i den rigtige retning.

Det blev et langt brev Sofe, men hvad gør det, lange breve tager jo tid at skrive og læse og i den tid er det som om vi er sammen. Så tak for besøget den sidste times tid, det gør livet lidt lettere at leve viderer, for din død kan jeg ikke ændre på, den skal jeg bare leve med som en del af mig og min historie.

Pas på dig selv min lille Trold og beskyt din lillebror med dine englevinger.

Jeg elsker dig, fra mit hjerte, ned i min storetå, op i himlen og hele vejen tilbage igen.

Kys i panden og på dine smukke læber.

Kys kys kys fra Mor

  • Comments(0)