Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Solen skinner

SofiePosted by Christina Tue, January 26, 2010 15:49:30

Himlen er blå og solens varme stråler giver mig en fornemmelse af, at det måske snart bliver forår, men det er stadig frost og kulden bider i mine kinder da jeg går op mod kirken. Det er sådan en dag, hvor jeg kunne have smilet ved glæden af solens stråler, den blå himmel og tanken om, at det er min lille Prinsesse der sender mig varme tanker og kærlige kys, men det gør jeg ikke. Jeg smiler ikke, jeg står ved Sofies grav, men mærker ikke den glæde jeg plejer at have når jeg står her. Glæden over at være hos hende både fysisk og i tankerne, men det er her det slutter. Jeg er jo ikke hos hende fysisk, jeg står på en kirkegård, omkring mig er kun en masse små hække, gravsten der fortæller at andre også savner deres familiemedlemmer og intet andet. Jeg kan ikke få den fysiske kontakt som jeg bare har så frygteligt meget brug for, så i dag får solen mig ikke til at smile, men der imod til at græde.

I dag mærker jeg savnet, frustrationer over at dette er for evigt og en afmagt i at kunne slå til. Hvor er det svært at rumme så mange følelser og tanker når ens krop og hoved ikke er større. Det hele vokser, men hylsteret ændre sig ikke - det føles som om jeg eksploderer.....men det gør jeg ikke. I stedet tager jeg en dyb indånding, tørre en tåre væk fra min kind og smiler ved synet af det billede der står ved bænken. Hun har hue og flyverdragt på, og hendes kinder og næse er røde af kulden.Jeg smiler, for jeg synes Emil ligner hende mere og mere, så kommer tårene igen for sådan her skulle det jo ikke have været. Det er vel ikke meningen at jeg altid skal stå her og sammenligne mine børn - jeg burde kunne sætte dem ved siden af hinanden og se på dem. Give dem et kys i panden og fortælle dem, at de er mine guldklumper, mit et og alt og at jeg aldrig vil stoppe med at elske dem, men nej det kommer jeg aldrig til. Jeg kommer aldrig mere til at mærke Sofies arme om min hals, hendes kind mod min eller høre hende sige Mor. Aldrig nogen sinde - hvordan kan det være rimeligt?

Jeg ved godt at I heller ikke synes det er rimeligt, men hvad hjælper det - for nok er det ikke rimeligt, men det er fakta. Der er så mange ting jeg ikke kan se meningen i og jeg kan ikke forstå at jeg som menneske skal opleve noget så ondt som at miste sin lille pige. Jeg skal bære sorgen med mig, i mig og på mig hele mit liv. Ingen kan hjælpe mig, hvorend jeg ved mange af jer gerne ville, men ingen ting, ingen mennesker kan tage sorgen, savnet, frustrtionen og virkeligheden fra mig - den skal jeg leve med og selv bære på resten af livet.

Heldigvis findes der en masse gode redskaber og hjælpemidler i form af professionelle terapeuter som hjælper en til at sorgen og savnet bliver lidt nemmere at bære, men det der hjælper mig allermest er Emil. Han giver mig smil og kys og han lægger sine arme om min hals og siger Moar. Han ligner mere og mere Sofie og i de situationer hvor det er, er det som om hun er hos mig. Han kigger op på stjernene og siger "se", han kigger op i loftet og siger "se" - måske er det fordi Sofie kigger ned til os, måske er det bare noget jeg bilder mig ind, men Emil siger "se" og griner, så noget er der vel? I min verden er det Sofie, for det giver mig en tryghed og glæde at vide, at hun er her ind imellem. At vide at, selvom Emil har en storesøster han ikke ved hvem er og aldrig får muligheden for at møde, så er hun her for ham.

Kære Sofie.

Nu er det snart 3 år siden du lukkede dine øjne for sidste gang, 3 år siden jeg sidst holdte dig i mine arme imens jeg sang "Solen er så rød Mor", men det er ikke mere end 2 dage siden jeg sang den for dig sidst - jeg håber du hører med når jeg synger for jer om aftenen og jeg håber du høre jeg siger "Godnat til Sofie på sin smukke stjerne og Godnat til Emil i mine arme - sov godt begge to og drøm sødt"

Jeg savner dig og elsker dig - grænseløst.

Kys i panden fra Mor.

  • Comments(0)