Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Sorgens plads?

SofiePosted by Christina Tue, October 12, 2010 13:42:14

Så sidder jeg her i toget og nyder godt af teknologiens udvikling, da jeg kan være på nettet og surfe rundt. Skønt og også smart at det kan lade sig gøre. Jeg ved jo godt, at alle andre siger, ”ja Christina, det har man kunnet længe, det er altså overhovedet ikke nyt”. Men for mig er det nyt, jeg plejer jo at have Emil med når jeg tager denne togtur til Kbh. og så er der ikke tid til at være på nettet og for den sags skyld heller ikke plads til computeren i bagagen.

Nu sidder jeg altså her, alene, men ikke forladt – jeg har ferie i den næste uge og har valgt at tage 4 dage til Kbh. alene, uden Søren og uden Emil, bare mig, mig, mig. Jeg trænger til bare, at være og gøre noget for mig selv og hvad er så bedre end en miniferie i Kbh., hvor jeg kan være sammen med mange af veninderne. Jeg tænker faktisk, at det burde være en menneskeret, at tage alene af sted. Det er vi egentlig ret gode til det hjemme hos os, Søren tager af sted med kammeraterne, oftest på golf-og fodboldturer og jeg daffer oftest til København eller nordjylland. Men for mig er dette jo ikke blot en tur til Kbh. for at se tøserne, det er også for at være sammen med sorggruppen.

Og hvordan står det så til med Sofie, sorggruppen, processerne og mine følelser? Det er svært at sige og det kræver at arret endnu engang bliver spaltet, med den risiko det nu indebærer. Men jeg vover og kaster mig ud i det – har jo trygheden i, at skal mødes med sorggruppen i aften, så der kan jeg vel blive samlet op om nødvendigt.

Jeg savner hende stadig så det gør ondt helt ind i knoglerne, jeg får stadig ondt i mit hjerte, af de stik det giver når jeg fortæller om hende til ”nye” mennesker, jeg kan stadig ikke forstå hvorfor min lille, skønne, smukke Prinsesse ikke skulle få lov at opleve alt det Emil nu oplever og jeg får stadig blanke øjne og tårer trillende ned af min kind, når jeg sidder her ved computeren og mærker efter hvordan jeg har det.

Jeg vil jo altid have det sådan her, jeg ved at det altid gør ondt helt ind i mine knogler, at mit hjerte altid vil bløde, at mine øjne altid vil blive blanke når jeg tænker på eller fortæller om hende og jeg ved at jeg aldrig, i hvert fald så længe jeg er på jorden, får svar på, hvorfor min Prinsesse skulle dø. Men jeg ved også at jeg ikke kan stille noget op, jeg kan blot mærke efter, være tro mod mine følelser og prioritere at bruge tid på at være i og komme gennem de forskellige processer, for derved at komme videre i mit nye liv. For det er hvad det er – et nyt liv. Mit liv bliver aldrig som førhen, jeg kommer aldrig mere til at tænke, at livet går som man drømmer om – sådan som jeg tænkte om det, da jeg som barn og ung ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at noget så frygteligt, brutalt, skrækkeligt, opslidende og til tider umenneskelige skulle overkomme mig. Dengang drømte jeg bare uden bekymringer, i dag håber jeg og drømmer selvfølgelig også, men alt er med en snert af frygt for igen at blive ramt af sorgen. Mit nye liv tager udgangspunkt i d 9. feb. 2007 for det var her det startede.

Jeg kan ikke ændre på det der skete den dag, jeg kan ikke få Sofie tilbage i mit liv, jeg kan blot forholde mig til mit nye udgangspunkt og se fremad derfra. Men selvom jeg ved det og nu så småt er nået dertil i min proces, at jeg kan ”acceptere” dette, så vil hun jo altid være med mig. Hun har pladsen i mit hjerte som ingen andre kan komme til, ingen andre kan give mig titlen som ”Mor for første gang” og de følelser der følger med i det, ingen andre kan komme så langt ind i mit hjerte og derved komme med blodet rundt i hele min krop, ingen!!! Mange kommer tæt på, Emil er tættest og min nærmeste familie, stærkt efterfulgt at mine nære venner, men det er kun Sofie der er med hele vejen fra mit hjerte, ned i min storetå, helt op til stjernerne og tilbage til hjertet igen og sådan vil det altid være. Derfor vil hun altid være med mig og derfor vil jeg altid savne hende.

  • Comments(0)