Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Et interview.

SofiePosted by Christina Fri, November 26, 2010 09:30:07

Sidder med en kop te og har tændt computeren. Det er fredag morgen, jeg har lige afleveret Emil i dagplejen, har fri i dag og skal til Århus med min søster og købe lidt julegaver.

I min mail inbox ligger en mail fra Kirstine, hun er journalist studerende i Århus. I onsdags var hun her hjemme hos mig og lave et interview omkring det at miste et barn og livet derefter. Jeg havde mine betænkeligheder inden jeg sagde ja, men efter at have talt med hende i telefonen var jeg ikke i tvivl om at, hende ville jeg gerne give en del af min historie til.

Og nu sidder jeg så her ved computeren og læser hendes foreløbig artikel igennem. Jeg var spændt og en smule nervøs, da jeg åbnede filen, for hvilken vinkel havde hun valgt, og hvad ville hun mon vægte høj i sin artikel, for det er jo hendes oplevelse af min fortælling.

Men overskriften ramte mig prompte….. ”Uforbeholden kærlighed dør aldrig”.

Det var en god artikel som beskriver den vinkel af vores liv, der handler om at takle kærligheden til et dødt barn og videregive den følelse til vores andre børn. Jeg vil gerne give jer muligheden for at læse artiklen, men det kan først blive senere, når Kirstine har afleveret den og hvis hun siger god for at jeg må dele den med jer, alle mine læsere, så I må have tålmodighed og vente i spænding.

At give sådan et interview er jo noget helt nyt og fremmet for mig, men jeg synes det gik fint. I starten tænkte jeg meget over at der lå en diktafon og optog alt hvad jeg sagde. Men da jeg først var startet min fortælling glemte jeg alt om den. Først 4 timer 20 min senere da hun slukkede den, kom den ind i min bevidsthed igen. Det var interessant at give et interview, at fortælle min historie, for jeg kender den jo, men at sidde og fortælle den overfor et helt fremmet menneske, som jeg kun kender ud fra 20 min telefonsamtale, og som næste dag stod i mit køkken, var også på en måde grænseoverskridende. Det var hårdt og de blev grædt på begge sider af bordet, men det var også godt. Det var godt for mig endnu engang at fortælle om Sofie, om hvad der skete, samt om hvordan det går nu. Kirstine kendte ikke historien hun ønskede at høre den fra mig, så det var hele historien jeg skulle gennemleve!!

Nu sidder jeg så her og skriver på bloggen, for havde pludselig en masse der bare skulle siges med det samme. Nu vil jeg ringe til Kirstine og sige hende tusind tak for at kunne fortælle min, vores og Sofies historie så flot og gribende, når hun kun må skrive 5000 tegn.

  • Comments(0)