Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik

Familien Høy Olrik's BLOG

Denne blog er startet da vores datter Sofie døde i 2007, her kan du læse om vores familie, på godt og ondt - vi prøver, at skrive om vores tanker og følelser.

Der kommer ikke indlæg med faste intervaller, for bloggen er tænkt som en åbning til mine tanker og følelser, så jeg skriver herinde, når jeg har noget at dele med jer og når tiden tillader det.

Det vil for det meste være med udgangspunkt i Sofie, men eftersom hun har fået to mindre søskende kan det ikke undgåes at det også handler om dem - selvfølgelig.

God læselyst !!


Du kan ikke skrive/kommentere på bloggens indlæg, men du er velkommen til at sende en mail til christina@hoy-olrik.dk

Dagen før dagen.

SofiePosted by Christina Wed, February 08, 2012 21:10:10

I morgen skriver vi endnu engang d 9/2, nu blot efterfulgt af et 2012 - tænk 5 år er gået siden den værste dag i mit liv og jeg er her endnu.

Vi er her, vi fungerer, har det godt, trives og nyder at være en familie, men det er stadig og vil nok altid være, på trods. Denne "på trods" har blot fundet en plads i hverdagen, i stresset og i hjertet. For vi er jo glade, griner, føler lykke og elsker vores liv, men kærligheden til livet vil altid være med det lille tvist, at hvis bare Sofie havde været her, så ville alt have være anderledes.....

Ja for det er jo sandheden, vores liv ville have været anderledes. Sofie ville have gået i skole med de udfordringer det ville have budt os, Emil ville have kendt sin søster og Clara.....hmm ja hun ville også have været her. Så er det slået fast!!

Men hverdagen er jo fyldt med hverdagsting, som alle børnefamilier kender det og når vi nu er "fungerende" med 2 børn, ja så kræver det jo endnu mere logistik, når alles behov skal dækkes.

Jeg kommer ikke så meget på kirkegården som jeg gerne ville, men hvorfor ikke, det er jo blot en prioritering ikke sandt. Jo men alt er jo en prioritering. At være sammen med Clara, at hente Emil, at hygge sammen som familie, at komme ud og løbe osv. Og så er det jo sådan, som skrevet mange gange før; at Sofie ikke kalder på mig, ikke hiver mig i buksebenet for at få min opmærksomhed, nej hun kræver mig ikke fysisk. Hun er i mine tanker, i mine minder, ja faktisk er hun i hele min krop. Hun er i hjertet, men også i mine lunger, mine knogler, i blodet der bare suser rundt, overalt og derfor prioriterer jeg hende fuldt ud. Uden hende ville jeg ikke kunne mærke mig selv, så tak for det Sofie, tak fordi du er med på alle mine løbeture, tak fordi du er med i mine tanker mange gange om dagen, tak fordi du gør opmærksom på dig selv ved nogen gange at tage pusten fra mig, stikke i mit hjerte, smerte mig helt ind i mine knogler og på den måde lade mig vide at du ALTID vil være med mig.

Jeg nyder selvfølgelig ikke smerten der er forbundet med sorgen og savnet af dig, men jeg har valgt at leve med den kroniske smerte, som på ingen måde kan medicineres. Men smerten resulterer altid i et smil og en varm følelse, der får mig til at lægge hovedet lidt på skrå og mindes min skønne første prinsesse.

I morgen er sådan en lidt skæv dag, men det er nok ikke mange udefra der vil lægge mærke til det - jeg er måske lidt mere stille, eftertænksom og mut. Øjnene bliver hurtigere blanke og klumpen der får halsen til at snørre sammen så man næsten føler sig kvalt, kommer oftere på denne dag, men ellers er det jo blot en dag, efterfulgt af endnu en.....

Jeg tændte lys på gravstedet i går, velvidende at de brænder ud i morgen ved 13 tiden, så inden da er jeg der igen, for netop d. 9. feb skal lysene brænde alle 24 timer!! Jeg skal ud at løbe i morgen, mest fordi Sofie og jeg så får vores helt egen unikke tid sammen. Jeg tror jeg løber ud i skoven, til vandrehjemmet hvor vi holdt vores bryllup, sender tankerne op til skyerne, lader tårerne få frit løb og jeg vil nyde hver en solstråle der rammer min kind på denne smukke frostkolde dag. Jeg ved, at lige netop i morgen er alle solstrålerne tænkt som en hilsen fra Sofie til os og kan der sendes større kærlighedserklæring fra himlen -jeg tror det ikke?!

Jeg vil slutte min løbetur i Sofies have, sætte mig på bænken, mindes, savne og glædes over at jeg fik lov at have hende. Jeg fik lov at blive mor til en skøn, smuk og livsglad pige og den stolthed kan aldrig tages fra mig. Jeg vil tage et billede når jeg sidder der på bænken i morgen - og lægge her på bloggen, måske I så også kan mærke kærligheden og varmen der følger med - trods bidende kulde, sne og istapper ;)

Så...

Kære sofie.

Jeg glæder mig til mor-datter tid med dig i morgen (på trods af omstændighederne for dagen), jeg glæder mig til at løbe med dig, til at nyde dine solståler, tænde dine lys og størst af alt, til at mærke varmen i hele min krop, når jeg mindes hvor dejlig og vidunderlig en pige du var.

Jeg elsker dig, højere end højt (som Emil siger).

Kys i panden fra Mor

  • Comments(0)